Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som det var dem hun skulde drømme over. Nej, nej, „der har
De noget reelt, der,“ svarte det med Årøs røst; hun husket ham
sige det, hun husket hans vemod ved det. Hadde han virkelig
tænkt på sig og henne — og på gutterne og henne? Hadde han
målt sin egen skrøpelighed med deres sundhed og fremtid? Hun
kom langt bort fra gutterne; hun var igjæn med ham inni alle
hans ord og blik for at tyde gåten; men derunder brøt] savnet
og smærten op igjæn som aldrig før; hele livet var forbi, drøm-
men for gammel i henne, for stærk, for kjær, røtterne kunde ikke
rykkes op, umuligt! De var jo omkring alt hun den næste dag
skulde se på, røre ved, ta sig for! .... Til al fortvilelse kom den
at gutterne ikke var hjæmme; hun kom til tomt hus.
Men der var kræfter i henne. For da hun kom hjæm, og hadde
badet og lagt sig, og måneskinnet fra igår kvæll så in, og da dette
nævnte hvad de hadde hat sammen, væltet hun sig i sengen og gråt
højt som et barn; her kunde ingen høre henne, ingen komme in.
Hennes hjærte var ungt, som da hun var sytten år; det kunde
og vilde ikke gi op!
Hvad var det så hun egentlig hadde villet idag? Ja, det visste
hun ikke; — nej, hun gjorde ikke! Hun visste bare at der var
hennes lykke, og så hadde hun latt stå til! Nu lå hun her
skuffet og bedraget på en måte som visst få hadde været.
Hun tålte ikke at vanhellige ham heller. Derfor strøk vinter-
visen forbi med hans røst, god, bredladen, sorgfull; den vilde like-
som ordne det for henne. Og lydig som et barn la hun sig til
rette og lydde. Hvad sa den? Jo, den sa at drømmene bant
sammen to somre, den som var, og den som langsomt arbejdet
sig op på ny, takket være drømmene der hadde våket. Den sa
også at drømmene var noget for sig, ofte højere virkelighed æn
forholdenes. Hun hadde jo ofte følt det så, når hun stelte med
blomsterne sine.
Under al hennes uregjerlighed i sengen var flætten kommet på
siden av henne. Vemodig drog hun den frem; han hadde kysset
den ænnu idag.
Og så la hun sig på siden, og tok den mellem sine hænder og gråt.
„Mama, mama,“ hvisket det. Og således sovnet hun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
