Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ut for at ta imot dem; de flyttet sig nu, den ene for den andre,
så båten kunde komme frem.
Ingen av dem talte med folkene, ej heller taltes de ved in-
byrdes; derav sluttet de sig til hværandres stemning, nemlig at
de begge var rædde. Det kom så med én gang! Det muntre
solspejl i kvællingen over hav og holmer, den kryddrede vellugt
fra land, en liten kystdampers travle plask forbi dem, intet trøstet.
Nu, da det gik dem på livet, rejste sig ansvar, både gamle og nye.
Og hvordan så det ut, det de kom til, og hvordan passet de nu
i det? Snart var de gjænnem den smale tragt som førte in til
bugten, og forbi det siste næs ved Hellebærgs-hammeren ... der
lå den grønne rundingen foran dem, husene i midten. Åsene var
før kronet, mørkladne av frodig skog, brede i skyggingen... nu
lå de der avskrapte, nedsunkne, formløse, oversmurt av noget lyse-
grønt, som ikke alle steder hadde bitt på. Alt som åsene før
hadde inrammet, var blet flattrykt med dem selv, hadde minket
in — ikke i utstrækning, men i anseelse; de to gad ikke se på
det. De husket det gamle, og de kjænte sig selv magre og
ribbede.
Husene nymalte, men små mot dem de bar i minnet. Ingen
nede ved bryggen for at ta mot dem; oppe foran svalen et par
forlegne skikkelser, eller kanske mistænksomme. De kommende
gik in i fruens gamle rum, nede og oppe; disse stod her som de
forlot dem; men hvor var de ikke blet falmede og unselige! Et
aftensbord var dækket; det bugnet av tung mat som til et bonde-
bryllup. De gamle lindetrær — borte. Da gråt fru Kås.
Så mintes hun med én gang noget: „Lad os gå over i den andre
fløj!“ Hun sa det som skulde de der finne sig igjæn. I svalen
tok hun Rafaels arm; han blev spænt.
— Hans fars gamle rum var helt gjort om for ham! I det store
som i det små kjænte han hennes smak — et langt arbejde i
hemmelighed, altså et vidtløftigt brevbytte, et stærkt pengeutlæg.
Hvor var ikke altsammen her nyt og frimodigt! Rummene gjort
likeså fremmede for det liv her var levd, som hun hadde prøvd
at gjøre ham selv.
De to fik ænda et hyggeligt kvællsmål, de fik også en højtidelig
spasertur langs stranden bakefter. Den mattblanke våg i langt ut-
syn og stille skvulp optok sin gamle tale til dem; sommernatten
sænket himlen ned mot dem i dæmringsfortrolighed.
— Næste morgen var han ute og rodde på bugten, hans barn-
doms lekekammers. Tross de halvt nedsunkne og helt flådde åser
var hans fryd ved at sitte der igjæn ubeskrivelig. Ubeskrivelig
ved ensomheden, stillheden; ingen og intet fulgte med nogensteds
ifra. Efter mange års ophold i store byer at sitte alene i en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
