Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
394 ABSALONS HÅR
ler han så hans brede rygg rister—hvad er det, hvad er det...?
Er nogen kommet efter fra München!
Fru Kås kan ikke mere sitte stille; hun går in, hun sætter
kikkerten fra sig, hun gripes av stor angst, hun faller over i
hjælpeløs vrede. Det varer en stund før hun kan overvinne sig
til at ta kikkerten op igjæn, gå ut og følge videre.
„Damen“ hadde vændt sin båt; nu rodde de side om side in-
over, hun like fort som han. Nårsomhelst fru Kås så på sin søn,
lo han, og „damens“ åsyn hang ufravændt ved hans. Der gjorde
de en bøjning, det bar inover mot præstegårds-støen. ... Var det
Helene? Den eneste „dame“ i en mils omring, og denne eneste
dame hadde Rafael haket fast i, første dag han var hjæmme!
Disse „damer“ som aldrig kan se ham uten at fare like i
ham!
Der lægger båten til — ikke ved voren, stenene er visst slejpe;
nej ved lersanden lægger de til, de ror hvær sin båt så fast op
på leren som de kan, og hun hopper ut av sin fort og let, nu
han litt tyngre av sin — og der gir de atter hværandre hånden!
Den „dame“ står færdig!
Fru Kås vændte sig fra dem. Nu visste hun at hun selv for
en stund blev et gammelt møbel, flyttet ut på gangen......
Det var virkelig Helene. Hun visste de var kommet, hun vilde
ro forbi gården, og derved kom hun til at møte ham, der hadde
rodd ut, bare for at ro. Han tænkte, da begge holdt årerne op,
og båtene gled lydløst forbi hværandre: ,,Hun der? — Hun er
ikke vokset her; hun er for storskåret i tegningen til det. Hun
er ikke dette steds ånd.“
Han så nemlig in i et åsyn med faste buer, store grå øjne,
fællt vel in. Et roligt, klokt åsyn — og med én gang fløj der en
skalk in i det! ... Dette kjænte han igjæn, dette hadde i sin tid
gjort ham godt. Den første fornemmelse i al gjænkjænning, i al
hukommelse (at sige, hvis der er lejlighed til den) er om det har
gjort os godt, eller det har gjort os vondt, det som vi kjænner
igjæn eller husker. Denne store munn, disse sunde øjne, som nu
skjælmen sitter i, de har bare, bare gjort ham godt... „Helene!“
ropte han, og slog sine årer i vandet for at andøve. „Rafael!“
svarte hun ildrød, og slog også sine årer i. En dæmpet altrøst.
.....Da han kom hjæm til annen frokost, strålende, fortæl-
lende, møtte han to store øjne der tydelig sa: „Har du alt flyttet
mig ut på gangen?“
Han blev aldeles rasende. Under frokosten mældte hun ham
likegyldig at nu kjørte hun bort til provstens for at takke for til-
synet i alle disse år. Han svarte ikke. Derav sluttet hun at han
ikke vilde være med. Det tok litt tid før hun selv kom avsted;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
