Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kjøregrejerne var nye, stallkaren også ny og uøvd. Rafael så
hun ingenting til.
Hos provsten blev hun mottat med den største ærbødighed og
dog så hjærtelig. Provsten var en vakker gammel mann, en myn-
dig praktiker; hans hustru en dypere natur. Begge frala de sig
at det hadde været dem noget bryderi at føre tilsyn, bare et be-
hageligt tidsfordriv, som Helene nu hadde overtat. Helene? Ja,
det var kommet så, at den første bestyrer på Hellebærgene hadde
været agronom og forstmann ved et stort værk som da gjorde
opbud. Ham fattet Helene sådan hengivenhed for, at hun i sin
fritid fra skolen fulgte ham overalt; det var også en udmærket
gammel mann. På disse vandringer lærte han henne det han
selv kunde; han hadde en særegen begavelse for det. For henne
blev det en utviklingssak, idet hun fik noget at leve for. Litt efter
litt hadde hun overtat hele tilsynet; det var hennes liv.
Fru Kås bad om at få hilse på Helene og takke henne. Men
Helene var jo nætop gåt ut med Rafael—! „Det er sant,“ sa
fru Kås, hun måtte late som hun visste det; men bad straks om
sin vogn.
— Samtidig holdt de to unge på at klyve oppe i åsen. De
hadde sat ut langs elvelejet, hun foran, han efter. Det var sikkert
at Helene var vokset op i skogen! Hennes stærke legeme, hvor
var det smidigt; og slikt lag hun hadde på at rede sig, hvis hun
skulde over en bæk, op efter en skogli, gjænnem stængsel av
unge strittende nåletrær som ikke vilde slippe henne frem ... eller
om hun skulde krysse i en lerbakke, et hællebrudd, som her var
så mange av — fort fra det ene i det andre. Opstigningen fra
elven var den beneste og morsomste, derfor måtte de frem her.
Rafael vilde jo ikke være mindre kar, han var like i hælene på
henne; — men gudbevare, som det kostet! Dels hadde han ikke
øvelse, dels .... „Her er det litt vanskeligt at komme over,“ sa hun;
et træ hadde væltet overænde i siste regnvejr; deroppe hang det
igjæn efter roten, og her spærret det vejen for dem. „Du må
ikke holde dig i det; det kan slippe og dra os med!“ — Ændelig
er det da noget som synes henne vanskeligt, tænkte han. Han
så henne manøvrere frem langs træet uten at støtte sig til det;
han så hun betænkte sig en kort stund foran den første sprikende
gren som hun måtte over, men derpå løfte skjørterne til knæet
og over, fort, fort, den næste med — og så over selve stammen,
straks der ingen gren var i vejen på øverste side. Derefter på
skråss i bakken, til hun stod på højden og så ham kravle efter.
Ham kostet det forfærdelig. Åndedrættet vilde ikke holde følge,
sveden styrtet av ham. Da han kom op like efter henne, sortnet
det for øjnene — om også bare halvdelen av et sekund, så var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
