Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hjæmme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
504 MARY
han hos henne. Omslynget henne, trykket henne op til sig. Blev
vill av at kjænne hennes legeme mot sit, kysste, kysste henne,
der han traf. Hun bøjde sig bort — snart til den ene side, snart
til den andre. Da kysste han på halsen, rundt om på halsen.
Hun føllte det gallt noget. Bare én arm hadde hun fri; men
med den støtte hun ham fra sig. Samtidig bøjde hun sig så langt
bakover at hun var ved at falle. Han kom derved over henne,
det tændte, og han vilde benytte sig av det. Men han måtte løse
sin højre arm for at få tak under henne. Just derved fik hun
sin venstre arm fri, satte den mot hans bryst av al sin magt,
så hun fik dreje sig til siden og stod. Øjnene møttes. De var
ville, flammerne i dem brødes. Ingen talte. Åndedrættene korte,
kvasse.
„Mary!“ hørtes ute fra gangen i skrik. Det var fru Dawes!
Fru Dawes, som ikke mere kunde forlate sin seng — stod på
gangen! „Mary!“ én gang til, så fortvilet som var hun ved en
avmagt. Begge ut. Fru Dawes stod i sin natdragt utenfor sin op-
slagne dør, lænet til væggen. Hun var ved at segne, da Jørgen
Thiis styrtet til, og tok under hennes armer. Op trapperne kom
den ene pike efter den andre, også lille Nanna. Jørgen stod og
holdt på fru Dawes, til de med forenede kræfter fik løftet henne
og båret henne in. Selv satte hun ikke mere fot under sig.
Øjnene var i; om hun var besvimet, visste de ikke. Det var en
forfærdelig tyngde. Alt de løftet og drog, var det bare så vidt de
fik henne frem over tærskelen og in. Langsomt frem over gulvet;
men der stod det værste igjæn, nemlig at få overkroppen op i
sengen; ti de kom ikke til. Hvær gang overkroppen var ved
sengkanten, vilde benene ikke efter; hun gled ned igjæn; hun
hjalp ikke selv det minste, hun bare stønnet. Før Jørgen fik
rigtig tak, var hun atter på gulvet, hele mennesket. Ændelig da
de atter fik overkroppen op, men ikke så langt at den lå ved sin
egen tyngde, blev de rent fortvilet; de forstod ikke hvordan de
skulde bære sig ad. Den lille pike skoggerlo og løp; Jørgen
kastet et rasende blik efter henne. Dette blev for meget selv for
Mary. For tre minutter siden hadde hun kjæmpet fortvilet — og
nu kom der en latterlyst over henne, så stor at hun måtte løpe
ut, hun også. Der stod hun med lommetørklæet for munnen, tve-
kroket av latter, da Sykeplejersken kom ut fra farens rum; han
vilde vite hvad dette altsammen var. Mary gik in. Hun kunde
næppe for latter forklare ham det, nemlig fru Dawes’s stilling og
Jørgens og pikernes slit. Hennes far strævde med at få spurt
hvad fru Dawes vilde ute på gangen. Da stanste Marys latter.
En av pikerne kom fra fru Dawes’s rum og mældte at nu var
fruen i sengen. Hun bad om at få tale med frøkenen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
