Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MARY 517
„Vi må nok skynde os in for at spise,“ hvisket han venlig
nedover henne, kyssende ænnu en gang hennes smukke hår, ån-
dende in dets vellugt. Så tok han henne sagte, men førende om
livet. Næsten ved døren spurte han dæmpet: „Du har sovet
godt, siden du kommer så sent?“ Han åpnet døren faderlig med
sin fri hånd, og så medfølende på henne, da han ikke fik svar.
Hun var meget blek og helt forvirret. „Min søte pike,“ hvisket
han trøstende.
Ved bordet var der ikke ænde på hans hensynsfullhed, især
da hun ikke kunde spise. Men tiden var knap, han måtte besørge
sig selv, så der blev ikke megen tale av. Mary sa ikke ett ord.
Men hun syntes han førte gaffel og kniv på en ny, overherrelig
måte. I slægt med den han nu talte til henne på og så på henne
med. Han vilde åbenbart ingi henne mot. Efter det som var
hændt igår. Hun kunde ha tat tallerkenen, med det som var på
den, og kylt den i ansigtet på ham!
Hans triumfsang hadde gjællt ham selv! Sejrshymnen hans egen
fortjeneste!
Der stod en karaffel med vin på bordet til alle måltider. Han
drak langsomt et helt stort glas, tørret sig, rejste sig med et vær-
digt: „Unskyll!“ — Så igjænnem døren: Jeg må se om gutten
har tat kufferten min.“
Et øjeblik efter var han inne igjæn. „Det er lite tid“ — han
lukket døren efter sig, og gik hastig bort til Mary, som nu stod
ved vinduet. Han drog henne denne gang raskt in til sig, og be-
gynte at kysse ... „ Ikke mere av det!“ sa hun med al sin gamle
suverænitet, og vændte sig bort. Hun skred stolt ut i forstuen,
tok på sig en jakke, som den tililende pike hjalp henne med,
valgte en hat, så ut efter vejret og tok så parasol. Piken åpnet
gatedøren, Mary gik raskt ut, han efter, krænket i sit aller dypeste.
Han var sig ingen brøde bevisst.
De gik en stund tause. Men det kokte så i henne, at da hun
ændelig husket at spænne op sin parasol, hadde hun nær ødelagt
den. Han så det.
„Hør,“ sa hun — og det lød som hadde hun fåt inlagt ny røst:
„Jeg holder ikke av brevskriving. Jeg kan heller ikke skrive
brev.“ — „Du vil ikke jeg skal skrive til dig —?!“ Han hadde
også fåt en ny røst. Hun svarte ikke, og ikke så hun på ham.
„Men om noget skulde hænde —?“ sa han. — „Nu ja, da —!
Men så har du jo fru Dawes.“
Som om dette ikke var nok, la hun til: „Du er vel ikke nogen
rar brevskriver, du heller, Jørgen. Så der går ingenting tapt.“
Han kunde gjærne ha slåt henne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
