Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
518 MARY
Hvad skulde så hænde annet æn at den gamle, sære Finnehund
var der ved landgangen med nogen fra sit hjæm. Ikke før fik
han øje på Jørgen, så begynte musikken. Det nyttet ikke alt hvad
der blev hutet og hysset av hans folk.
Alle vændte sig mot de kommende. Jørgen hadde straks bøjd
sig efter en liten god sten, og Mary hadde sagte bedt ham la
være. Dampskibet la nætop til, alles opmærksomhed flyttet sig,
også hundens, og det øjeblik hadde Jørgen væntet på for at sætte
stenen like i ham, så han storhylte. Umiddelbart vændte han sig
mot Mary, og strøk sin hat av med sit beste smil og med tusen
takk for gjæstfriheden denne gang!
Hun kunde anstændigvis ikke annet æn stå, til dampskibet la
fra; ja hun måtte gjøre et par bevægelser med parasollen. Smi-
lende og sejrende hilste Jørgen i store sving med hatten fra
dampskibet.
Som hun var rasende! Men han næppe mindre.
„Han, som burde ha kastet sig i støvet for mig og kysset den
nederste søm av min kjole!“ Således følte hun det.
Alt igåraftes hadde der dæmret en forestilling om noget ufint.
Han vilde ikke slippe henne! Hun måtte bruke list, og hun måtte
stænge sin dør. Men hun la det ut som en sykelig følge av hans
lange længsel; den var blet en besættelse.
Nu var der ikke tvil mulig! Bare „en helbefaren“ kunde ta
det således. Hun var bedraget! Det aller beste i henne, værget
og opælsket av hennes fineste instinkter, var lokket in i en væmme-
lig villfarelse.
Hun brøtes og sloss med dette hele dagen. Forrådt og skjæn-
det kallte hun sig. Først skjøt hun skyllen bort fra sig selv. Så
tok hun den helt på sig og dømte sig udygtig til livet. Hun grep
bare fejl, hun forrådte sig selv. En stund sa hun: Her er øvd
vold på mig, skjønt jeg frivillig har git mig hen! En annen stund
sa hun: Dette går visst længer tilbake, og jeg kan ikke rede
det ut.
Hvor velsignet at hennes rum stod urørt og rent. Det ved
siden av vilde hun ikke betræ, ikke mere se.
Ham selv vilde hun ikke eje! —
Men tidde han så? Derpå følte hun sig trygg. Hans fejl lå
ikke til den siden; da hadde også hun hørt noget. Men at ett
eneste menneske skulde være til, som —! Hun gråt av harm og
vanmagt. Det kortet av i hennes livsmot. Det kom til at ri henne
som en mare. Helst når hun var højest oppe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
