Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - III. En tale - II. Pa „bærget“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
60 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
„Nej; — men hvorfor spør du om det?“
„Å, je tør vel inte si det?“ Hun så skøjeragtig på henne.
„Hvorfor ikke det?“
„Ja, je sier nå bare det andre sier, je. Je har visst inte funni
det op!“ lo hun.
„Hvad er det så?“
„Dem sier han er en Kurt, han au; ja, inte av dessene-her
siste; men noe tebars.“ Hun så det gjorde intryk på Tomasine,
og føjde smidig til: „Kanske er det bare prat. Han ligner nå slet
inte dem je har set. Han er e rejn kjæmpe, han her.“
„Å, det har nok somme av Kurterne også været,“ svarte
Tomasine — for dog at sige noget, og gik hen til vinduet og
så ut.
„Ja, je har nok hørt det,“ svarte Marit; „det ska lissom være
“to slag ta dem; noen tjukke og svarte; å andre lissom så knokete.
Men snille har dem nå vori — di fleste av dem, da. Folk kan si
hå dem vil; mot småfolk så —“ hennes hånd søkte efter barnet.
Tomasine hadde i det samme vændt sig, gjorde nu tegn til Marit.
Gjænnem vinduet så de utenfor havegjærdet en hel del folk; der
stod også Andreas Berg, og han talte med nogen av dem; kanske
for at holde dem der, så de ikke kom frem foran døren. Det
var mest halvvokstringer; og nu så hun det var de samme som
hun hadde gåt forbi dernede — de som lå og sat omkring sten-
hællen; nogen flere var kanske kommet til. Alle stod de og stirret
op imot vinduet.
„Nej, for marken her blir da!“ sa Marit.
„Ser du den fillete gutten med det lyse, krøllete håret?“ spurte
Tomasine.
„Ja, de’r da vel råd til at se ham;“ Tomasine hørte på stem-
men, at Marit visste hvad det var Tomasine vilde vite; — „de’r
søn te den unge konsel Fürst, det; han lu’er sig inte far te, han,“
— og det var sant; for med det lyse, krøllete håret og de leende
øjnene hadde Tomasine danset mange, mange ganger. Hun blev
blussende rød. „Nå, Herregud, det kan da inte frua for.“
„Men nå ska je spørre frua, Kjænner dere den jænta der, hu
som står å holder skjørtet sammen med hanna? Hu har nok
rivi tor banna, stakkar. ... hu der borte mest i bare særken —
me det håret som inte er gult og inte er raut, og er så urimelig
kvit i skinnet? Kjære, hu der? — Nej, kan inte frua se hå det
er for e?“ — Det kunde Tomasine for længe siden; fra de store
utenlandske institutter hadde hun en lang øvelse i at gjænkjænne
forældre på barn, og barn på forældre; men hun tidde. „Ja, det
er da så go e frøken Engel som no’en vil se henner, det!“ lo
Marit; — „ænda hu inte er i silke, hu der.“ Tomasine drog sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
