Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - III. En tale - II. Pa „bærget“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 61
tilbake fra vinduet. Marit lo, og nu ikke uten ondskap. „D’er
lissom vranga på væra her oppå bærget, måtru.“
Tomasine skyndte sig at sige at hun hadde tænkt at gi barnet
60 species om året; og her var de første tredive for det halvår
som nu var gåt.
Trængte hun annen hjælp, så måtte hun komme og sige fra.
Når barnet blev større, skulde de tales ved om hvad som videre
var at gjøre. Marit stod med pengene i hånden; „det var nå
mye på fære, så mye mer æn en kunde vænte. Hvis alle var
slik mot dem som kom i oløkka, så —;“ hun gråt.
Barnet hadde imidlertid sluppet skjørterne og våget sig ut, da
hun hørte at der var folk ved havegjærdet. Hun hadde listet sig
helt frem i bislaget for at gløtte i en spræk. Nu kom hun styr-
tende in, og i det samme en stor latter utenfra, som fyllte huset.
Ungen fik bare sagt: „Lars Tobiassen!“ og tok i mormors skjørter
med begge hænder og tullet dem omkring sig. Tomasine blev
rædd han skulde hit in — gik derfor skyndsomt mot døren uten
engang at sige farvel; hun knyttet imens hattebåndene, som hun
hadde løst på, og det gjorde at hun nær hadde fallt og kom ut
på trappen med ænnu større fart.
Men Lars Tobiassen hadde nætop passeret; latteren hadde san-
synligvis lydt, idet han skulde entre op til venstre for huset; han
var ravende full. Tomasine kom ut, just som han med ryggen til
henne hadde nådd op over første hindring; barnet skrek litt læn-
ger borte. Hun så hans snauklipte nakke — hvor hadde hun
dog før set den broncefarvede oksehals? Og den hårtipp der midt i?
Å Gud, hin forfærdelige nakke, som sat over henne den kvæll
da hun skulde føde! Den ældste Kurts nakke; den var det! Og
nu ropte nakken bortover mot det hvinende barn: „Ja, vænt nå
bare! Je ska, dægelen rrrrrive, gi dig å skrrrrrike for, je!“
Tomasine ned ad trappen, om haven, forbi mængden. Hun vilde
ikke høre banningen én gang til, ikke bankingen — og ikke, slet
ikke, det vanvittige barneskrik! Hun mere sprang æn gik forbi
folkene, som gjorde plass, men ikke mere æn der var, så hun
støtte mot flere, og da det bar nedover, hoppet hun fra trin til
trin — trodde at høre at det lo bak henne, men bare hoppet
ænnu fortere; hun var i ett væk nær ved at stupe, men lot stå
til. Tross alt hørte hun uavbrutt bak sig barnerædselen, brænne-
vinsrøsten; et rasende fruentimmergnæll kom også til. Hunder
vågnet og gjødde, men ikke nær nok til at ta skrikene deroppe
bort ifra henne, de forfærdelige skrik, intil — Gud ske lov! —
klokkerne fra to kirker i byen slog i næsten på samme sekund
for at ringe ut; og de tok så hele luften for sig alene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
