Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - IV. På trappen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
„Gud vet hvor jeg da er!“ svarte han, og pilte avsted.
Om jeg taler likefrem til lærerinnerne, tænkte hans utrættelige
mor; om jeg får dem til at be ham om forladelse? Hun samlet
dem en dag like før jul, og fortalte dem — og blev straks bevæget
ved det —, at hennes søn nu gjæntagende hadde latt yttringer
falle som tydet på at han vilde rejse.
Der blev en stund forskrækkelse. Ændelig tok frøken Lote
ordet, da alle begynte at stirre på henne. Hun hadde ikke ment
det så; — hun hadde bare ment — hun hadde slet intet ment,
men været så frygtelig nervøs. Hun trodde han ikke var tilfreds
med henne. Lærerinnen i tegning og håndarbejde, en lang blond
en med godt hode, blev så het. Dette med den Spencerske tegne-
metode, som Rendalen hadde inført, var ikke grejt i begynnelsen;
men han var også over henne bestandig. Allikevel burde hun
ingenting ha sagt; nej, det burde hun ikke. Hun gråt.
Lærerinnerne forsikkret alle om sin taknemlighed; han hadde
jo set og hørt så meget i hvært fag. Men det var så lejt at han
behandlet dem . .. som ingenting.
Fru Rendalen rev av sig brillerne, pusset dem og satte dem på
— rev dem atter av, pusset dem og satte dem på.
Nej, så vilde miss Hall sige hvad som var i vejen. Det var
at han behandlet alle og alting ujævnt. Slikt gjør lærerinnerne
usikkre, og bryter ned barnenes retfærdighedsfølelse; og dette er
det næstværste tap som barn kan lide. Hun vilde så gjærne tale
med Rendalen, sa den lille Amerikanerinne; men han gjorde sig
utilgjængelig. — Idag var også hun nervøs.
Dette tilintetgjorde fru Rendalens plan; hun visste ikke noget
at svare. Alle videre forhandlinger blev imidlertid avbrutt; fra
trappen istemte et stort kor av jublende pikerøster, og alle ilte til
vinduerne. Det var Nora med eleverne. Disse siste dager før
jul hadde eleverne få lekser at gjænnemgå, og så tok de sig til
at inøve nogen korsange; men øvelserne ændte hvær gang der
ute på trappen — et av Noras mange infall. Det gjorde i den
grad stormende lykke, at ikke alene alle de minste, som ikke sang
med, gik og væntet deroppe til det store øjeblik kom, men der
stod folk i alléen; straks pikerne kom stormende i sit rejsetøj om
hjørnet og opover trappen, drog flokkerne i alléen sig tættere
sammen og kom nærmere; fru Rendalen og lærerinnerne hadde
fåt sit tøj på, og stod nu i de åpnede vinduer.
Pikerne hadde ordnet sig på trappetrinnene ovenfra nedover;
de små, som ikke sang, fyllte siderne. Helt nede stod Nora med
det tilbakeviklede lyse hår under kysen, der altid lå henne i nak-
ken. Hun hadde optat Rendalens måte at slå takt på — det
eneste som dette urolige menneske gjorde med ro; han bare be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
