Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - V. Jaget - IV. Jaget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 179
løfte sig og synke, og det blev nat. Hun følte sin egen lille
lidelse gjæmt i denne store, forfærdelige.
.........Hvor længe hun sat med dette, visste hun ikke.
Prækenen var ikke slut; hun kunde altså ikke gå, men heller
ikke høre; hun vilde ikke.
Og da hun gik fra kirken, hadde hun bare ett ønske: så snart
som ske kunde, at få ta dette op igjæn.
I alle disse dager hadde hun ikke været utenfor døren. Nu i
eftermiddag måtte hun avsted. Av frygt for Fürst satte hun over
til bærget og tok derfra turen op i skogen langs kirkegården, fant
frem igjæn til den store furu til højre, og satte sig på stenen under
den; den var lav og flat.
Det var alvor med hvad hun hadde for. Ikke drøm og nydelse
søkte hun; nej, virkelig hjælp, invielse til et liv. Disse svære
dager hadde oplyst henne. Hun visste nu at hun var litt av al-
ting, vilde litt av alting, også av det som var synd; derfor var
hun let et bytte for en skurk også. Hun hadde ikke værget sig
fra først av; hun var fullstændig uforberedt — ja, faren hadde
noget lokkende.
Nu måtte dette være forbi. Hun skulde ta på sig hvad gjær-
ning som helst; bare den bant henne. Der var ikke ærgjærrighed
i henne mere, bare angst.
Hun kastet sig på sine knæ, og i al blodets varme fra den
raske stigning rigtig sendte hun støvets bøn. Det var den aller
ydmygeste, ynkeligst tiggende. Nøden var over henne.
En vilje mot den der forfulgte hennes! Hun tvilte ikke et øje-
blik om at hennes form for denne gave, det måtte bli den
umiddelbare beskuelse.
Hun så sig selv i ånden utrustet med kraft. Hun så sig uten
frygt, likesom med et ærend — samme hvad det var, bare det
holdt. Om det skulde række livet, gjærne det, helst det! Ja, hun
kunde ikke nu tænke sig større lykke, ære, rigdom æn at få
noget tungt at gjøre; det lå således for hennes natur, at hun
måtte ønske det yderligste.
Og så begynte hun at ville beskue — nej, hun gjorde en stans;
hun blev forstyrret ved at tænke på sine veninner. Millas højeste
angst i siste brev hadde været at vejret ikke skulde vedbli at
være smukt, og Nora hadde frygtet at man skulde glæmme at
sende henne ny musik. Hvorfor skulde alene hun, som sat her
og gjæmte sig, ha det så græsselig ondt? Hennes forlatte stilling
burde ha gjort folk barmhjærtige; men nætop den hisset.
Hun sat vændt bort fra landskapet, lænet til den store furu.
Foran sig så hun oreskog, bare ung, frodig oreskog og bregne-
blad, en svær mængde,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
