Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - V. Jaget - IV. Jaget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
Gud, hvor var det avmægtigt alt det de hadde gåt og pratet
om arm i arm i foreningen og ellers! Bare nogen uker siden, og
nu måtte hun gjæmme sig her. Blev det kjænt, så mistet hun
vel den lille stilling hun hadde nådd? Hun kom så næppe mere
til Engels; hun kunde ikke gå for en veninne av Milla; hun kunde
vel så heller ikke få komme op til fru Rendalen igjæn!
Og hun gråt. Men så vilde hun samle sig. Det svede, ophis-
sede, forbannede ansigt fra stenen dernede, det stak in! Det gøs
i henne! Ti hun forstod det selv, at den frygt hvormed hun
skræmte sig, den var farligere for henne æn mannen.
Hun burde helst ha gåt hjæm igjæn; men det var dog en skam
ikke at friste. Og så blev hun.
Nætop som Tora for en stund siden steg op ad bakkerne,
slentret Niels Fürst ut på et skib hvis kaptejn han kjænte; og
nætop som hun nådde den flate sten under furuen, stod han med
den nye skibskikkert for at prøve den. Han stilte den og satte
den på elvebakken derborte og lot den gli derfra opover og bort-
efter lierne.
Hun hadde næppe sat sig på stenen, så hadde også kikkerten
nådd henne og han kjænt henne.....
Han tok benvejen over torvet og videre til højre av Godsets
haver.
Siden sist hadde han ikke tænkt på annet. Han kunde ikke
mere foreta sig noget, og hadde ondt for at sove. En så stor
Skjønhed hadde han aldrig før jaget. Når hun dag efter dag gik
forbi hvor han bodde, og allikevel gjæmte sig, straks han kom,
så var hun ænnu uskyldig. Så gallt det bare at finne henne hvor
hun sat; en kunde ingen større tjeneste gjøre henne. Jo oftere
hun gjæmte sig, des mere raffineret lyst på at finnes hadde hun.
Nu forstod han hvorfor hun den dag forlot fru Grøndal. Nu for-
stod han hvorfor hun gråt på dampskibet; å, de småpiker! Men
denne jagt blev fortærende, hvis den drog for langt ut. Ens æres-
følelse kom også med i spillet; ingen måtte tænke på at narre
ham. Ens rygte var tillike tryggest, når det var lykkes; så tidde
hun. Bare hun nu ikke fik se ham for tidlig. Nådde han først
så vidt at han kunde holde henne med øjnene —!
Tross sin rasende ophisselse smøg han behændig frem — ikke
på stierne, men bent op gjænnem skogen, dækket av løvet. Han
kløv hvor han ikke kunde gå; han entret hvor han ikke kunde
klyve. Hun sat og famlet efter en fast forestilling som kunde ut-
vides, til den helt optok henne og lukket til over henne. Men
det lyktes ikke; noget var det som sprængte den hvær gang;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
