Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - VI. Hvad troskap vil sige - III. Opgjør inad; fredsforslag utad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
ikke vi ser det? Og da vilde jeg gjærne få være noget for dig.
Om jeg æn er dig underlegen ... “
„Jeg tåler ikke høre det ord!“ skrek han.
„Nej, nej; — men du værdiges jo ikke at tale med mig? Så
jeg må tænke ... nej, jeg skal ikke sige det! Men der ser du
selv hvordan du er? Til dig må en ikke engang nævne ordene!
Og du —? Jeg tier. Jeg ser du lider, min søn. Æn om du husket
at det gjør jeg også! Herregud, jeg må få lov til at minne dig
om at nu er det snart et år som dette står på. Og jeg vet ikke
med mig selv det ringeste! Tomas, ikke det ringeste annet æn
hvad som kommer av min mangel på ævne. Er det noget jeg
kan rette, å, sig det! Ja, sig mig det, hvad det så er! Kan du
ikke vise mig tillid —?“
„Kan du ikke vise mig, du?“ brast det ut av ham, han kastet
sig på sofaen med ansigtet i sine hænder.......
Og så kom det for en dag at han vansmægtet. At han var en
varm, hæftig natur, som måtte ha tillid — tillid og kjærlighed,
hvis han ikke skulde sætte livet til. At „det forholdsløse“, som
han hadde vænnet sig til, og hadde utviklet i jagende studier, ide-
lige rejser og planer, det slog over i savn, det avløstes av den
værste hunger her i faste forhold, daglig tilbakevændende med
inderlighed, med hengivenhed, med opoffrelse av de samme men-
nesker mot de samme — og han bestandig utenfor. At hans væsen
skrek efter det han så på — „ikke det forbannede klineri“, som
han uttrykte sig, nej, nætop det hvori grunnformen var tillid, tillid
og ænnu én gang tillid. De måtte kunne bære over med ham og
ta ham som han var, fordi de trodde på ham. Ellers gik
han aldeles i stykker.
Og fru Rendalen sat der tilsist med hans hode i sit fang. —
Hun hørte og hørte, og hjærtet vokste, og brillerne tok hun helt
av; for det nyttet ikke længer med dem. Hun tænkte: han har
ret — Gud, hvor han har ret! Det ene billede steg op for henne
efter det andre. Men over alle andre: hvad der var hændt ham
med lærerinnerne. Dem hadde hun straks trodd. Og for at føje
dem straks tat skolen fra ham, ja, hadde siden den tid fremdeles
et slags overopsyn. Til dette øjeblik hadde hun levd i den salige
inbildning at det var ham likegyldigt! Ja, en lettelse!
Så ante det henne hvad hun også for resten kunde ha fejlet;
— hun kjænte ikke denne fine, sårlige natur. Når de tilbake-
trængte kræfter i ham atter holdt på at få magt, så hadde
hun skyll!
„Du mener dette med lærerinnerne, Tomas?“ spurte hun, og
stemmen var bare selvbebrejdelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
