Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - VI. Hvad troskap vil sige - III. Opgjør inad; fredsforslag utad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 197
Så tok han hennes hænder og holdt dem, mens han regnet op.
Der kom en række så lang, så lang — av større ting og av mindre;
— av så små at hun ikke visste de var til. Av svar, av råd i for-
bigående, av ord til en annen, ja, av tause blik til noget han
hadde sagt. I sin forskrækkelse bad den redelige fru Rendalen
om forladelse med hånd og munn og armer og bryst, og svor, at
om han herefter sa han vilde gå til månen, så skulde hun tro
ham. Men ikke før hadde hun arbejdet sig op til denne solide
overdrivelse, hvorover også Tomas måtte smile, så vågnet hennes
hukommelse. Hun mintes klart hvorledes det var gåt til den
første gang hun fattet mistillid. Det var efter hans store tale; han
hadde der fåt henne med på glatis, langt længer æn hun hadde
hjærte til at følge, og det mærket hun først bakefter. Der lå
grunnen! Hans overbevisningers styrke, hans overtalelsesævne og
noget til, som ikke var til at beskrive, lot ikke folk ha frihed;
dette hadde utvilsomt også lærerinnerne været ute for. Men nu
er menneskene slik desværre, at straks vi opdager en har fåt os
med længer æn det passer os, så sætter vi os ikke alene til mot-
værge der; det vilde jo bare være rigtigt; men vi ser siden med
mistillid på alt han siger. Fru Rendalen visste at hun stundom
hadde gjort det, og hadde forsøkt at rette det; men hun hadde
ingen anelse om at det var så ofte, ænnu mindre om at han la
mærke til det. Hun hadde følt at hun skadet sig selv, når hun
gjorde det, men det hadde ikke før nu fallt henne in at hun og-
så skadet ham. Han lot så overlegen og så fraværende.
Ja, så blev her opgjør. Det avbrødes, og det toges op igjæn i
de følgende par dager, hvær gang det var muligt. Den stakkars
Toras Skjæbne for nærmeste fremtid blev avgjort derunder; det
var bare en liten avbetaling på det store den hadde utrettet her.
Nu åpnedes en fortrolighed, som fra hans side strømte med den
rigdom der overvælder. Det store savn for et helt år mættet sig
på to dager. Han gav så umiddelbart, så ømt og så tro in det
minste, at hun mer æn beundret; — hun blev forælsket. Hvis hun
sat eller gik i sine egne tanker, og han uvæntet kom, blev hun
rød. Bare hun hørte hans skridt, kunde man se det på henne;
hun gjættet hvad han vilde, og alt han vilde var udmærket. Så
hun ham i godt humør, å, så sang hun — det værste hun kunde
ta sig til; for ænnu har ingen begrepet hvad det var hun trodde
hun sang. Nora vilde ha følt sig ulykkelig, hvis ikke også hun
var revet med av denne store forsoningsfæst, som varte fra
morgen til aften og fra morgen til aften igjæn.
Midt i denne sinnenes fornyelse blev, som sagt, Toras anlig-
gende ordnet. Han hadde snart på det rene hvad som skulde
gjøres. Fürst, det hadde ståt i aviserne, var inkommanderet til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
