Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I skoledagene - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Videre var ingen av dem gåt; men at hun tænkte så smått på
det, var tydeligt av slike spørsmål som ... om det var sant at de
svarte ungerne spiste snigler! Det likte hun ikke.
Inne i dette halvmørke, hvor hennes brune hår og hans lyse
stak sammen over kviskrende eventyr, hadde de sittet under
palmetrær, hadde der yret av svarte unger, og alle var de pene
og artige og omvænde, og der var tamme tigerkillinger, de væltet
sig i sandet like for føtterne på dem; godmodige aper tjente dem,
elefanter bar dem forsigtig, trærne derinne hang fulle av den
føde de behøvde.
Nu kom Ole for at se dette Eden for siste gang og sige det
farvel.
Han hadde just rejst sig for at klyve over stenen, da han
husket at det var lørdag, og lørdag fra kl. elleve av var hun fri (hun
læste privat), og da plejde hun ofte at sætte sig bak stablerne der
i gutternes store frikvarter.
Æn om hun sat der? Æn om hun hadde hørt altsammen! Op
på stenen i største fart, og der sat hun nede på brættet og så
nu på ham!
Bare synet av henne, æn sige den måten hun møtte hans øjne
på, fik ham til at storgråte på ny. „E — vil — hejm,“ hikket han,
„aldrig — aldrig mere hit,“ og han kom gliende ned til henne.
Straks tok hun sig av ham, skyndte sig at gi ham sit lommetørklæ,
han skulde holde det for munnen, så gråten ikke hørtes; hun var
erfaren i skolegården og visste at nu måtte nogen være der og
lete efter ham. Han var lydig som altid mot hennes overlegne
vejledning i hvad som hørte til god opdragelse; han trodde at nu
var det den evindelige snytingen igjæn, og gav sig til at snyte
og gråte, og gråte og snyte. Hurtig satte hun da den ene av sine
grove småjæntenæver i hans nakke, den andre la hun med fast
grep om hans hænder og lommetørklæet og presste det in i
munnen på ham; samtidig rystet hun sit mørkhårede hode
ildevarslende foran hans ansigt. Da fattet han det! Det var også på
høj tid; for hans navn blev ropt på gården — atter og atter med
mellemrum og fra forskjelligt hold. Han hadde slik møje med at
kvæle gråten, at legemet rykket og skalv; men han holdt den.
Holdt den, til kammeraten, som var sendt ned efter ham, hørtes
storme op igjæn. „E — vil — hejm!“ begynte han straks og slap
gråten løs, han kunde ikke annet. Så gav han henne
lommetørklæet, nikket, rejste sig og drog de vedskier unda som stod foran
hullet i naboens plankeværk, bestandig stortutende og bestandig
forfærdet over sig selv. Ikke før var skierne fremme, så var han
i hullet; den på skolebænken blankskurte bakdel og de
skinnende hæljærnene drog sig længre og længre in, til de blev borte;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
