Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I skoledagene - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han rejste sig på den andre siden, skubbet sig frem mellem
plankeværket og et vedskur, videre forbi noget gammelt træværk som
lå der og råtnet; derfra sprang han hen til bakporten, og først da
han stod på fri grunn utenfor i en trang vejte, husket han at han
hadde glæmt at ta farvel med Josefine, ja ikke engang sagt henne
takk! Dette tillæg til al hans annen motgang i byen gjorde at
han la på tvisprang bort ifra den, og stanste ikke, før han ad
omvejer hadde landevejen under sig. Den hørte likesom til hans
skyllfolk, den gamle strandvejen.
Josefine stod en stund og så dit hvor hans hæljærn var
forsvundet; men ikke længe. Hun hoppet op på stenen, gled ned
igjæn frem til væggen, skjøt bordene fra, krøp igjænnem, skjøt
dem varsomt til bak sig. Litt efter så de henne i apoteket uten
hat; hun spurte efter sin bror — først i selve apoteket, der han
helst holdt til; men der var han ikke, ej heller hadde han sat in
sin bokpakke. Ovenpå gjænnem alle rum, og der var han likeså
litt; men fra vinduerne så hun den store fremmede steamer og
en ti-tolv båter omkring; naturligvis, der var han! Avsted mot
bryggen; deres egen lille hvitmalte båt løste hun og skjøt ut.
Hun rodde, så sveden sprang, rodde og så sig om, til hun
nådde den svære havarist, det grønne uhyre, som lå der og
stønnet under pumperne. Langt borte så hun Edvard stå oppe på
kommandobrættet med bokpakken under armen i samtale med sin
ven røjert Mo.
Straks hun var nær nok, ropte hun hans navn; han hørte, han
og alle; de så en brunhåret jænte uten hat stå oprejst, rød av
roturen, holde på årerne og stirre mot kommandobrættet; de
tænkte litt på hvad det kunde være, og de glæmte det igjæn.
Men Edvard kjænte et sting: her var noget uhyggeligt hændt, og
han gjorde ikke lang vej fra kommandobrættet og ned på dækket,
over dette og ned siden av damperen over de andre båter og op
i hennes, som han med det samme støtte ifra: „Hvad er det?“
Bøkerne la han i skotten, tok årerne fra henne og satte sig:
„Hvad er det?“
Rød og forpustet, med flyvende hår stod hun og så på ham,
mens han vændte båten; så flyttet hun sig tilbake i næste rum.
Her gjorde hun løs det annet par årer og satte sig mot ham på
bakerste tofte. Han gad ikke spørge tredje gang, men rodde —
og så begynte hun, årerne holdt hun over vandet så længe.
„Hvad er det du har gjort Ole Tuft?“
Han blev blek, han blev rød; også han holdt årerne oppe. „Ja,
nu er det forbi med ham på skolen; nu har han gåt hjæm, og
han kommer aldrig mer igjæn.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
