Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - I. Første par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
282 PÅ GUDS VEJE
likesom gammel skrift; hans blide, lyse Melanchtonansigt sværmet;
hun så op på ham, og hvær gang i hans rene hjærte.
Således kom de til byen. Fortællingen grep henne, og så ivrige
var de begge blet, at de ænste ikke om de muligens møtte nogen,
eller at de hadde fåt hus på begge sider; han dæmpet alene
røsten og blev ved.
Men da de kom hen imot den gaten hans tante bodde i, og
som han skulde op igjænnem, stanste han, uten at fortællingen
var slut. Fik han følge henne hjæm? Rektorens bodde litt længre
fremme; hvis ikke, måtte han gå fra henne her. Spørsmålet var
ikke fra i kvæll.
Nætop derfor nævnte det sig også hos henne; hun hadde
aldrig likt „den klænging“ som lå i at følges helt til porten, når
ens egen vej var en annen. Dette like fra deres barndomsdager,
fordi hun var blet ærtet for ham. Men hun visste at han satte
stor pris på det.
Den korte stubb som var igjæn, gik begge og drev dette op til
en hel spænning. Skal vi ta farvel her, eller —? Oprindelig så
barnagtig hadde det ved gjæntagelsen vokset sig stort. Hun kunde
ikke gjøre sig rede for grunnen; men da de stod ved korsvejen,
drog hun stillt sin hanskeløse hånd ut av hans arm, og bød den
frem til farvel. Hun så hans skuffelse. Og for at gjøre det godt
igjæn straks, fik han en overstråling av hennes store øjne, et
håndtak av hennes faste hånd og et: „Takk for i kvæll!“ av en
helt annen art og farve æn noget hun hadde sagt i alle disse år!
Ordene sprang fra hjærte til hjærte som et løfte for livet, og det
var meningen med dem. For hans troskap, for hans kjærlighed
nu og altid takket hun. Han stod blek. Hun så det og overla
noget; — drog hånden til sig og gik. I bakken vændte hun sig
ænnu en gang mot ham, taknemlig for at han hverken i ord eller
gjærning hadde annet æn søkt hennes vilje. Hun nikket op til
ham; han løftet hatten.
Et par minutter senere stod hun i sit rum, altfor varm til at
lægge sig, og tillike så lysvåken. Hun vilde overhode ikke sove;
hun vilde i alle fall først se solen på takene eller lys dag.
Hennes rum lå in til gården, den store skoleplass med gymnastik-
huset som avslutning; enkelte gymnastikapparater stod også her-
ute. Fra gaten av var det annet stokværk hun sov i; men til
gården var det første; som barn hadde hun hundre ganger hoppet
ut fra vinduet i steden for at gå døren. Hun slog vinduet op og
tænkte så smått på at hoppe ut nu også og spasere på plassen.
Mest lyst hadde hun hat til at drive hele natten med Ole; det
forstod han ikke. Kanske var det fordi han ikke foreslog dette
hun avskediget ham allerede deroppe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
