Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - I. Første par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 283
Men ved at tænke nærmere over det turde hun ikke gå ut på
plassen. Det hændte ikke Sjælden, at unge mænn som kom fra
landtur, båttur eller lag, fallt på, når de gik forbi sin gamle
skolegård, at søke in til sin barndoms lekeplass og gjøre nogen
kast i taugene; hun vilde ikke træffes av halvfull ungdom. Hatten
tok hun av sig, og blev stående i vinduet foroverlænet — så ut
efter det som nætop var hændt, og som drog henne ut ænnu.
Da hører hun steg i trappen derute og siden i sanden som
fører hit in. Skulde det være Ole? Var han så sentimental at
ville se op til hennes vinduer? Han måtte ikke komme! Gud
trøste ham, om han kom! — Hun lyttet i stor spænning; — nej
... det fotlaget var for fort; det var ... hun kjænte det, der stod
han; det var hennes bror.
Ja, det var Edvard som kom. Han blev ikke forundret ved at
se henne, han kom like imot. Og da han var nådd frem under
det åpne vindu, rakte han sin højre hånd op, som hun tok. Hans
øjne skjelte litt, det sikkre tegn på at han var bevæget. „Det var
bra du var oppe; jeg vilde ellers ha banket på.“ Hans øjne søkte
forskende hennes, og hånden slap ikke. „Kom du nylig?“ — „Nu
nætop.“ Hun var på én gang under hans magt; han kunde ha
spurt henne om hvad i værden, hun hadde svart, når de øjne
så således in i hennes. „Den gang du ikke var med de siste,
skjønte jeg du var gåt tilbake efter Ole.“ — „Ja.“ Han holdt inne,
røsten skalv: „Jeg gjorde galt; nu er I vel forlovet?“ — Det varte
litt, skjønt svaret straks skjøt op i hennes øjne. „Jeg tror det,“
sa hun.
Kjærlig, men bekymret så han på henne. Hun kjænte det som
den største trang til at stortute. Var det da galt hun hadde gjort?
Hun blev så forfærdelig rædd. Da tok han op om hennes hode
med begge sine hænder, bøjde det ned mot sig og kysste henne
på pannen. Hun brast i gråt og la begge sine armer fast om hans
hals; de lå kinn mot kinn.
„Ja, ja — er det gjort, så ... så til lykke, Josefine, kjære
Josefine.“ De trykte sig æn tættere sammen. Og slap hvær-
andre.
„Jeg rejser idag,“ hvisket han, idet han grep hennes hånd, hun
gav begge sine. — „Idag, Edvard?“ — „Jeg har båret mig dumt
ad. — Farvel, Josefine!“ Hun løste sine hænder ut for at ta
lommetørklæet og presse det mot ansigtet. ,Jeg vil komme og
si farvel,“ hulket hun in i det. „Gjør ændelig ikke det! Nej
... ikke én gang til!“ Og for at komme fort over det, tok han
atter om henne, kysste henne, og gik uten at se sig om.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
