Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - II. Næste par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 307
langsomt bort til vinduet, stille sig foran der og se tomt ut i luften.
Åndedrættet gik sa stærkt at Kallem trodde han skulde få slag.
Kallem selv stod urørlig; ti så vidt sint var han at han ikke kunde
gå hen til ham. Rendalen var ham en gåde, nylig under det værste
opvæld av lidenskap, og nu lamslåt. Åndedrættet hørtes, ellers ikke
en lyd; ansigtet så ulykkeligt — så rent utrolig ulykkeligt. Hvad
i al værden betydde dette? Han så på kammeraten, til den gamle
godhed for ham vågnet; og uten nogen slags overgang gik han så
til vinduet og stilte sig der, han og. „Du behøver ikke at ta dig
dette så nær,“ sa han; „det er ikke så galt som kanske du tror.“
Den andre svarte ikke; måske hørte han det ikke; han så ut av
vinduet aldeles som før. Eller han trodde ham ikke, mente det
var spot. Da smilte Kallem til ham — og det smil var ikke til at
ta fejl av, det var godt og sanfærdigt. Rendalens ansigt fik rørelse
og farve; han vændte hodet. Kallem sa med glad hast: Jeg har
min sjæl ikke gjort henne det gran, gut.“ Rendalen fattet ikke
straks hvad han sa; han kunde ikke straks vænde det hele om;
men da Kallem la sit hode tættere til: „På min ære jeg har ikke!“
da sang det op i Rendalen, han slog armene omkring ham.
Grepne som de begge var, blev fortroligheden derefter, nemlig
ubetinget. Rendalen fik vite alt, nøjagtig som det var gåt til, hvor-
ledes de to var kommet til at ælske hværandre. Det gjorde et
svært intryk på Rendalen; han hverken kunde eller vilde dølge
det. Så Kallem åpent spurte om også han ælsket henne? Da blev
Rendalen atter blek og ille ved, og Kallem ulykkelig over sin
ubetænksomhed; men den stod ikke til at rette. Samtalen stanste,
Rendalens øjne unveg. Ændelig, da han hadde vunnet form for
det han vilde svare, sa han: Jeg har ikke lov til at ælske nogen.
Det var derfor jeg flyttet.“
Det gik Kallem til marg og ben. Rendalen sat med armene på
bordet og en bok mellem hænderne, som han blev ved at vænde,
se utenpå, se inni. „Der er sinnssyke i vor slægt ... vidt og bredt
utover. Min far var sinnssyk. I mig ... ja, du kjænner det ubæn-
dige i mig ... det er på grænsen. Nætop slik var min far. Der-
for, da du sa det der ... ja, det der om forstanden, traf du. Min
mors ord. Jeg tør ikke gi efter. Altså heller ikke i kjærlighed.
— Likevel har jeg ikke altid kunnet. Ja, jeg gider ikke skrifte.
Jeg bruker musikken til at døjve med; men her forrådte også den
mig. Den har gjort det før.“ — Han la boken fra sig, tok en
annen og la ovenpå den første, og lot dem dreje rundt på bordet.
— Da hørte han Kallem halvt leende sige: „Og så valgte du mig
til stedfortræder?“ — „Hvad pokker skulde jeg gjøre? Jeg holdt
dig for en hæderlig kar.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
