Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I ungdomen - II. Næste par ut!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
308 PÅ GUDS VEJE
Om eftermiddagen strævde Kallem med et brev til apotekeren,
som han vilde skulde hjælpe. Jo mere han skrev, jo umuligere
blev det ham at gjøre den gamle pepersvenn og sære naturforsker
forståeligt hvad kjærlighed var, og hvad nød hun led, som han
nu bad om hjælp til; han rev brevet itu. Raskt bestemte han sig
for sin far. Denne var jo nu færdig med at hjælpe Ole Tuft;
kanske vilde han hjælpe en annen? Hans far var en raring, men
en varmhjærtet kar, som hadet uretfærdighed. Noget uretfærdigere
æn Ragnis selvtagne lod kjænte jo ikke Edvard Kallem; han var
næsten sikker på at hans far vilde føle det samme. Så fortalte
han ham nu om deres kjærlighed — aldeles uforbeholdent; han
lovte ham, at hvis hans far vilde hjælpe henne, så skulde denne
pakt bli ham en invielse. Herefter mer æn nogensinne vilde han
ta det alvorligt med sine studier; han vilde prøve på at nå det
meste som kunde nåes. Og om det både for hans og for hennes
utviklings skyll skulde vare længe før de giftet sig — han skulde
vænte like trofast på henne som hun på ham; dette var hans
højtidelige løfte. Og han håbet hans far ikke hadde grunn til at
tro han vilde svige det, men meget mere ta ham på ordet og
hjælpe henne.
Heri bedrog han sig ikke. Tre dager derefter hadde han tele-
grafisk svar, at det hele var ordnet efter hans ønske, med første
post det fornødne. Med dette sejerstelegram på hånden begynte
han at sætte sin og Rendalens fællesplan i værk: at få henne over
til Kallems fætter i Madison. Straks skrev han til ham og bad
om kabel-svar i et „ja“ eller „nej“.
Gjænnem piken, som viste sig at være Ragni fullkommen tro,
fik han sit første stævnemøte; det var på gaten og utenfor byen,
og det var kort; piken fulgte. Han fortalte henne straks hvad det
gallt, og hvordan det kunde ordnes, og hvem som var med på
det. Hun blev så forskrækket at han trodde det var umuligt at
gå videre; barnene vilde hun under ingen omstændigheder forlate.
Efter dette møte var han fortvilet og gik til Rendalen for at klage.
Denne foreslog straks at barnene kunde komme til hans mor;
han vilde skrive derom. Da Kallem i næste stævnemøte med-
delte dette, var det som Ragni betænkte sig; hun inrømmet ydmygt
at så godt kunde hun ikke selv opdrage dem. Men hvad hun
halvvejs hadde gåt in på den ene dag, tok hun igjæn den næste;
hvær gang hun hadde været sammen med barnene, var det på
ny blet henne umuligt. Og da hun også hvær gang kom i slik
bevægelse at alle forbigående stirret på dem, kunde de ikke
længer møtes på gaten. Da var der ikke tale om andre steder
æn hos Rendalen eller ham selv; men Ragni var atter blet så sky
at han tvilte på hennes samtykke. I brev forberedte han det, fik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
