Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 331
et dampskib fullt med folk fra det annet land. Meek hadde
været alle disse femti år i samme kall — „en grumme rar
mann“.
Kallem og Ragni spiste i den store stue; men deres frokost
blev avbrutt ved at nogen banket på, og in kom en ældre, mager
mann med hornbriller, smilende, stillfærdig; det var dokter Kent,
han som midlertidig styrte sykehuset; derfra kom han nu. De
rejste sig begge. Han hadde en behagelig, stille røst og et lunt
smil til det han sa. Han satte sig et stykke ifra, mens de spiste
videre, og kom med korte oplysninger om de syke over i „an-
stalten“ og om sundhedstilstanden både i byen og på landet. På
spørsmål gav han tør besked om de embedsmænn Kallem måtte
hilse på, om ordførerne i by og bygd og de av herredsstyrelsen
han helst måtte kjænne. Selv det rent forretningsmæssige blev
fornøjeligt i doktor Kents munn. Da hans trille kom for døren
— han skulde ut på landet i sykebesøk —, bad Kallem om at få
kjøre med, men straks også Ragni. Så fik de låne en større
vogn, og snart sat de alle tre i den. Som de skulde kjøre, husket
Ragni at flygelet trængte en let overstemning, og spurte Søren
Pedersen om de kjænte en som kunde stemme, i alle fall til
videre? Jo, Kristen Larssen. — Så børjet kjøreturen med oplys-
ninger om Kristen Larssen. Kent fortalte at han var født oppe
i en av de værste avbygder, hadde været under justitsforfølgelse
for noget lapperi — han syntes huske for at ha kallt en slått han
spilte, „syndernes forladelse“. Kristen Larssen var opfinner; en
nu ret almindelig strikkemaskine var av ham og adskilligt værktøj.
Han var en kold mann — kold som jærn om vinteren. Søren
Pedersen og hustru de eneste han omgikkes. Hvem var så de?
— Deres antecedentia kjænte han ikke; hun var her ovenfra, og
han fra Fyen. Dygtige til at arbejde, begge to; men folk lærte
snart at de drak. Det prøvde præsten at rette på; han hadde fåt
dem kjær, fra de arbejdet hos ham i hans nye hus. Mærkeligt
nok lyktes det; de ikke alene sluttet med at drikke; men Søren
blev en overvættes ivrig avholdsmann og meget gudfrygtig; Bibelen
kunde han til slut utenad. Bokstavelig sant, han kunde den utenad!
Han fortalte ofte selv hvorledes det var hans største lyst at Åse
hørte ham, og i mindre forsamlinger foredrog han utenad kapitler
efter Bibelen, mens folk sat og fulgte. Præsten fik ham inmældt
på en bibelskole, og selv hadde han intet højere ønske æn at
komme der; men han vilde ha Åse med. Da de ikke gav efter
i det, forsaget han bibelskolen og blev usikker på altsammen.
Nu traf han tusenkunstneren Kristen Larssen, som just da ned-
satte sig her i byen. Kristen Larssen hadde hørt om Søren
Pedersens ævne til at lære utenad og prøvde at komme efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
