Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - OVER ÆVNE. Annet stykke - Fjærde handling - Første møte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
286 OVER ÆVNE
det umenneskelige. Her er ingen grænseovergang nødig. — En
må ha skjønnet hvor let længselen mot det overmenneskelige lar
sig forføre. Og må ha brukt den. Er det ikke som at gi et barn
en barberkniv og så sige: Du skal putte den i munnen?
Halden. Sådan kan det umulig være gåt til!
Rakel. Jeg dømmer ingen! Elias Sangs søster skulde dømme
nogen? — Men si mig, Halden, når godheden kaster med dynamit,
hvad er så godt, og hvad er så ondt? Det største ved godheden
er at den er skapende. Den lægger til av sit eget, så der blir
glæde, kanske overskudd i andres vilje. Men når den dræper?
A, for en vanskjæbne Elias har hat: at falle i et så frygteligt
menneskes hænder!—Jeg stod derute under festningsvollene, da
den sprang, den vældige borg. Jeg stod der ved siden av Bratt.
Vi kastedes overænde, og da han reiste sig, var han vanvittig.
Hadde jeg ikke straks fåt omsorg for ham, så var jeg blet det
selv. Tror De, om Elias forut hadde set os to stå der, han da
hadde gjort det? — Hans ansigt den siste kvæll han gik fra mig,
var jo et nødskrik! Nu forstår jeg det! Er der noget
grusom-mere æn den magt i os selv som pisker os til det, hele vor natur
står imot? Kan der bli lykke på jorden, før vor forstand blir så
naturlig at ingen kan bruke os således? — Å, for en smærte jeg
har.— Å, at jeg ikke kan gråte den ut! — Om han var her, han
som har gjort det; om han hørte hvor jeg skriker for ikke at
kvæles, mon han så ikke hørte de tuseners jammer i min? — Men
om han stod her — jeg vilde ikke ha sagt ham et vondt ord.
Menneskene lever jo hvær inne i sin røksky. De ser ikke. Vi
opdrages til det, jeg anklager ingen. Men den Gud som vi skal
forstå bedre jo længer frem — denne lyse dag over os, denne
evige sundhed og Skjønhed siger mig det — han må være i det
som vi lider ved det unaturlige, det ufornuftige, det
umenneskelige. — Jo flere, jo oftere, jo stærkere vi klager, jo dypere blir Gud
følt. — Så har også du gavnet ved din død! Ikke som den
frygtelige fik dig til at tro — nej, ved at vække lidelsen, ved at åpne
for sorgen. Intet forhold er helt vort, før sorgen har rørt ved
det. Intet ideal, uten at den har åndet på det. Ingen forståelse,
før den har set in i vore øjne. Vort sinn er som et kammers,
fullt av besøkende — intil sorgen trær in, stille eller hårdt; da
blir det vort eget, da er vi hos os selv. — Elias, Elias, først nu
forstår jeg dig som du fortjener! Fra nu av forlater jeg dig
aldrig. Ej heller det du døde for. Vor lidelse skal luttre det,
vore tårer skal glimte i det som lys og gjøre det helligt for tusen.
— Mine ønsker går forut for min ævne. Jeg kan ikke mere. Med
engang rykkes jeg tilbake i avmagt. Der skal kraft til at sørge
også.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
