Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Isak Dinesen: Karyatiderne. En ufuldendt fantastisk Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ISAK DINESEN
og tvang ham til at anerkende hendes
Visdom, Flid og Forsynlighed. Hans Attraa og
hans Tilbedelse, der var hendes sande Lykke,
dem vilde hun ikke købe med den ringeste
Anstrengelse, — som om hun mente, at de
laa udenfor den Sfære, hvori man kan enten
købe eller sælge.
Men overfor den unge Herre paa
Haut-Mesnil, som var seks Aar yngre end hun selv,
udfoldede hun i sit Hj ertes Uskyldighed alle
en lidenskabelig og skinsyg Elskerindes
Egen-skaber. Hun kunde ikke leve uden hans
Tilbedelse, og truede og smigrede sig til den.
I Forholdet til ham var hun behagesyg og
koket, forfængelig af hans Skønhed, og af
sin egen Skønhed, naar han var i Nærheden,
hun fulgte ham utrætteligt, med stor
Smidighed, i alle hans Stemninger og var munter,
naar han var munter, og melankolisk tilsinds,
naar han var nedslaaet, som en af hans egne
Hunde. Hun var lunefuld overfor ham,
øm-findtlig og nidkær, hun blev saaret i Hj ertet
af den ringeste Forsømmelse fra hans Side,
og hun var ogsaa vild af Skinsyge, og var til
Stadighed paa Udkig efter en Rival til
Førsle-pladsen i hans Hjerte, om det saa var mellem
hans Venner og Hunde. Hun gav meget
sjæl-den af egen Indskydelse sin Mand noget
Kær-tegn, men hun holdt sig lige op ad Drengen,
naar de var sammen, hun kælede for ham,
tog ham i Haanden og legede med hans
Fingre, eller lod sine egne Fingre løbe gennem
hans røde Haar.
III.
Der stod et stort Egetræ midt i Skoven, og
ved Foden af det skiltes Vejen i to, den ene
Vej gik til Haut-Mesnil og den anden til
Champsmelé. Her lod Childerique sin Vogn
standse for at sige Farvel til sin Broder. Men
han red op paa Siden af Vognen og sagde:
»Jeg spiser til Middag paa Champsmelé. Der
er noget, jeg vil tale med Dig om.« Hun
smilede til ham, inderlig glad ved hans
Bestem-melse. Men mens de spiste Middag besluttede
hun alligevel, at han skulde ride tidlig hjem.
Han fik saa let Høfeber, og iaften var han
træt og rastløs, han var bleg, og hans Øjne
og Næse var røde og svulne.
Efter Middag spadserede de to Søskende
sammen op og ned ad Terrassen. Philippe fulgte
dem med Øjnene fra Vinduet i Bibliotheket,
mens han gennemgik sine Breve. Om et Par
Dage skulde han afsted paa sin aarlige Rejse
til La Rochelle, for at ordne sine Forretninger
i Canada, og denne Gang skulde han møde
nogle Folk i La Rochelle, som kom derover
fra. Et Brev fra Canada, som han havde faaet
samme Dag og endnu ikke havde aabnet, laa
paa Bordet foran ham.
De to unge Mennesker paa Terrassen
van-drede ud og ind af hans Synskreds.
Childerique havde løst sit Haar, som endnu var
fugtigt fra Børnenes Bad. Det var langt og
tykt, og mens hun gik, bølgede og viftede
det omkring hendes Hals og Skuldre. Hendes
Mand huskede, at han havde set Afbildninger
af antike Guder, hvis Hovedhaar bestod af
Slanger eller af Lynstraaler. Det var rimeligt
nok, tænkte han, at en Guddom kunde give
sig stærke Udtryk ogsaa i Haaret. Disse mørke
Lokker, som i sig selv var dødt Stof, og som
man kunde have klippet af, uden at hun havde
mærket det, de fik, fordi de paa et enkelt lille
Punkt var gjort fast til hendes Hoved, saa
vældigt Liv, og rig Straaleglans. De vandt sig
i lange Slangekrøller, skinnede og hævede sig,
som paa egen Haand, i Luften bag hende. Idet
hun vendte om og kom imod ham med den
nedgaaende Sol bag sig, var hun til Bæltestedet
indhyllet i en vid mørk Kappe, hvori røde
Luer ulmede.
Den unge Mand, hendes Broder, var længe
tavs. Han saa ikke paa hende, men stirrede ret
ud over Landskabet. I Solnedgångens Lys var
det fyldt med kl are levende Farver. Skyggerne
180
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
