- Project Runeberg -  Bonniers litterära magasin / Mars 1938 Årg. 7 Nr 3 /
182

(1932-1999) [MARC]
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Isak Dinesen: Karyatiderne. En ufuldendt fantastisk Fortælling

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

ISAK DINESEN

Dreng frem og skammet sig over, at han var
saa ængstelig af sig, og hun havde triumferet,
naar hun til sidst havde faaet hans inderste
Dumdristighed og Vildskab sluppet løs. De
Eventyr og Farer, de da havde oplevet sammen,
havde været hendes store Glæde. Men hvad
var det for et Vildspor, som hendes lille Hund
nu løb paa? Hun kunde ikke følge ham, og
ikke kalde ham ind, og hun vilde ikke lade
ham slippe fra sig.

»Ja vist«, raabte hun, »Du taler som en
rigtig Mand. Det er Herren til Haut-Mesnil
værdigt at gaa til det Folk ude i Heden
for at lære at faa Slanger til at danse, og
Hekseri, og sorte Kunster! Det var netop
saa-dan, I rejste bort i gamle Dage for at lære
Tyrkers og Vantros Væsen af dem, og lod
Kvinderne blive tilbage og passe paa jeres
Huse. Men hvad saa med os? Vi kunde v el
ogsaa have Lyst til at smage paa Giften, til
at sove i Skovene om Natten.« Hun blev, mens
hun talte, selv forbavset over, hvad det var
hun sagde. Ordene løb hende i Munden af
sig selv.

»Vi kunde jo ogsaa godt, hvis det faldt os
ind«, fortsatte hun, »have giftet os med nogen,
som kunde faa Slanger til at danse. Men vi
gjorde det ikke. Vi glemte ikke vor egen Ære
eller vort Hus’ Ære, naar I var rejst bort.
Der er ikke een, nej ikke een eneste af
Kvinderne paa Haut-Mesnil, som har bragt Skam
over dets Navn, over vor Faders Navn. Skal
det da altid, i al Evighed, være Kvindernes
Lod at holde Husene oppe, ligesom de Figurer
af Sten, som de kalder Karyatider? Og er det
nu Dig, Herren paa Haut-Mesnil, som skal
til at rive alle Stenene ned over vore Hoveder,
og over Dit eget Hoved ?«

Han saa paa hende med en sælsom, kold
og haard Nysgerrighed. — »Hvad saa med
jer«, gentog han, »som holder vore Huse
oppe paa eders Arme? I tror, Marna og Du,
at I er det dejligste i hele Verden, men saa

er det maaske ogsaa lettere at lave noget
dej-ligt af Sten end af Kød og Blod.« Childerique
drog Vejret i et langt dybt Suk. Det var bedre
for hende at høre sig selv i hans Mund
sam-menstillet med hans Moder end, som før, med
hele Verden, for hun elskede sin Stedmoder,
og agtede hende højt. »I forbander os, naar
vi gaar fra eder, siger Du«, fortsatte han,
»men hvad har I med os at gøre, naar I aldrig
kan faa eders Arme ned? I ved, hvad I vil,
det er godt for jer. Fader elskede aldrig Marna,
hvor kunde han det, naar hun var af Sten, en
Karyatide, som Du siger, paa Haut-Mesnil? —
Men hvad skal jeg med flere Sten, — med en
Søn af Sten? I Djævlens Skind og Ben«, raabte
han, efter at han nu havde arbejdet sig op i en
vild, barnagtig Vrede, mens Sveden sprang
ham ud paa hele Ansigtet, »hvis de dejligste
Ting i Verden er af Sten, saa maa vi vel have
Lov til at gaa bort og lege med nogle, der
er mindre dejlige.«

Hun var ligesaa rasende som han, og det
forekom hende, at en mægtig sort Skygge, saa
dyb som hun aldrig før havde kendt til, var
ved at lægge sig om hende fra alle Sider. Men
dog talte hun resolut til ham. »Da Du var et
helt lille Barn«, sagde hun og betragtede ham
stift, »og vi var ude i Skoven sammen, saa
jeg til naar Rose-Marie ammede Dig, og naar
Du lo, og Mælken løb ud af Dine Mundvige,
ønskede jeg, at jeg selv havde været voksen og
havde kunnet give Dig Mælk. Nu synes jeg, at
det havde været bedre, om jeg den Gang havde
puttet Galdesæbler ind i Din lille Mund, saa
at Du aldrig var vokset op og havde gjort os
Skam. Hvordan er Du blevet saa forandret
og fremmed for os? Hvad har Heksen nede
i Møllen«, raabte hun, »gjort ved Dig, for at
Du skulde glemme os?«

»Hvem?« spurgte han og stirrede paa hende,
som havde han glemt, hvem de talte om. Hun
saa med flammende Øjne paa ham.
»Mølle-heksen«, sagde hun.

182

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Sep 19 11:01:35 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/blm/1938-3/0024.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free