Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Isak Dinesen: Karyatiderne. En ufuldendt fantastisk Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ISAK DINESEN
Lyden af de knagende Stilke og deres stærke
bitre Duft steg ham til Hovedet, det forekom
ham, at dette var hans Skæbne: at knuse og
ødelægge alt, hvor han kom hen. Idet han kom
helt ud af Skoven, laa den store Hede udstrakt
foran ham.
Solen var lige ved at gaa ned, Luften var
klart gylden. Lyngen var endnu ikke i Blomst,
men de lange Banker gemte i deres Dunkelhed
et Løfte om rig Blomstring. Over den mørke
Hede løb en svævende Linie af fint Guldstøv,
det var det tørre Græs, som voksede i
Vogn-sporet tværs over det dystert violette Land.
Den unge Mand red videre i dybe Tanker,
og mens han red huskede han en Sætning, som
hans gamle schweitziske Lærer havde forfattet
om ham, og ofte spøgende gentaget: »Homo
non sum, et omnium humanum ad me alienum
est.« Han grublede over, hvad det egentlig
var, som disse Mennesker kaldte
Menneskelig-hed. Han tænkte, at over ham hvilede den
Forbandelse, at han altid skulde blive elsket
af menneskelige Væsener, der krævede
Gen-kærlighed af ham, naar han nu ikke kunde,
og ikke vilde, elske. Han tænkte paa sin
Moder, og hvordan hun, lige fra hans tidlige
Barndom, havde haabet og stolet paa at
mod-tage Livets Rigdom gennem ham, og hans
Kærlighed til hende. Han huskede sine
Skole-kammerater, som havde holdt af ham, og
villet have ham till at holde af dem igen. Det
gjorde ham ondt for dem alle. Men al denne
Kærlighed, — det var ligesom Vampyrer, der
smægtede paa deres store sorte Vinger, mens
de tiggede om hans Blod, og med dybe Suk
tilbød ham deres eget tykke Blod til Gengæld.
Han red frem paa en lang Skrænt, der løb
fra Nord til Syd, og saa pludselig paa en
lavere parallel Skraaning, Øst for sig, sin
egen og Hestens Skygge, der fulgte ham
frem-efter, hvor han red, oprejst, lang og mægtig,
en Kæmpe-Rytterskikkelse, der strakte sig saa
vidt den kunde, tværs over Heden.
»Gud«, tænkte han, »Gud, frels Verden fra
mig.«
Solen gik ned. Idet den sank skiftede Højene
Farve, de havde blusset i dens sidste vandrette
Straaler med en blød, graaviolet Glans, nu
kølnedes og formørkedes de med eet, som
glødende Staal, der trækkes ud af
Smelte-ovnen, Verden blev ubeskrivelig kold og streng.
Lige efter fløj en Ugle forbi ham med
fuld-kommen lydløse Vingeslag.
Han prøvede at følge dens Flugt i den
glas-klare Luft, og han huskede den Glæde, sorn
Synet af den store Natfugl altid voldte
Childe-rique. »Jeg regner det for et stort Held, en
stor Lykke, at se en Ugle«, havde hun sagt
til ham. Han havde spurgt hende, om hun da
troede, at Ugler varslede Lykke. »Nej, det ved
jeg ikke«, sagde hun, »jeg regner det for at
være en stor Lykke i sig selv at se dem.«
Just idet han tænkte herpaa, naaede Lyden
af Musik hans Øre, nogen spillede paa Fløjte
langt borte. Hans Ansigt forandrede sig. Han
drejede Hestens Hoved og red ned ad Vejen,
hvor det levende Guldstøv nu var slukket,
imod Møllen i Masse-Bleue.
Her kom han snart til at ride gennem lange
mælkehvide Taagestriber, der steg op fra de
kølige Enge nær ved Floden. Under dem
skimtedes Græsset endnu stærkt grønt. Midt
paa en Græsmark dukkede pludselig en
Ind-hegning og en Laage op foran ham, mørke
i Tusmørket. Han gad ikke staa af og lukke
Laagen op, men lod sin Hest gaa lidt tilbage,
og idet han satte Fart paa, sprang han over
den. Det var et farligt Foretagende i
Halv-mørket, Hesten blev vild af det og vilde længe
ikke lade sig berolige. Han selv følte sig varm
og glad tilmode ved sin Bedrift. En stærk sød,
ram Duft af Porse og Mosebølle trak hans
Næsebor sammen. Stjernerne kom frem paa
Himlen en for en.
184
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
