Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kjeld Abell: Myrer og modsigelseslyst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KJELD ABELL
mig til at passé himlen — og det er vel et
mas — jeg er som en klud! oppe hos os slaas
de hellige om glorieme, og hernede slaas de
om, ja, hva’ ved jeg — forleden syntes jeg,
det blev mig lidt lovlig livligt med støjen fr a
jorden, og saa bad jeg et par af ærkeenglene
flyve ned og se, hva’ der var paafærde — men
jeg anede jo ikke, at de skulde ha’ haft
natio-nalitetsmærker malet paa vingerne, saa de blev
skam skudt ned — naa, vi har nok a’ dem —
men alligevel tænkte jeg, at det maaske var
bedst, jeg selv tog af sted–-men det gør
jeg aldrig, aldrig om igen —! — jeg er paf!
og naar jeg nu om lidt tager tilbage, skal jeg
afgive en beretning for Vorherre, der nok skal
faa ham til at opgive alle sine
eksperimente-ringer med jordiske kloder — mennesket var
smukt tænkt, men skidt udført!«
Naa’r, vi er da skabt i hans billede, tænkte
Fru Hansen, men tur de ikke sige det, hun
nøjedes med at skubbe smørrebrødsfadet lidt
nærmere over til ham.
»Ja, i hans billede siger De —«
Det gav et gib i Fru Hansen, uh, hvor var
det uhyggeligt, han kunde læse ens tanker.
»— men kære Fru Hansen, selv den mest
fuldkomne mester kan överse en
konstruktions-fejl — og det gjorde han — menneskene har
en konstruktionsfejl — de skulde nemlig aldrig
have haft lov til at lide af modsigelseslyst! fra
det sekund Adam og Eva gik og smækkede
med paradis-døren, har I sagt imod — der fik
I en jord skabt til fælles fomøjelse, dej lig med
skiftende aarstider og frodighed, der giver nok
til alle — men det alle har, keder Jer! I vil
ha’ noget, I helt og holdent kan kalde Jeres
eget — og for at være rigtig tilfredse skal man
helst ha’ mere end andre! det, Vorherre havde
bestemt, var Jeres, forvandlede I til, at det
skulde være mit! mit og mer — det er de to
ord, der flyver oftest og lettest i æteren —
aldrig var I tilfredse med det, I fik — altid
skulde I sige imod — I spillede bold med Vor-
herres meninger og ideer — naar han siger:
,Bliv lys!’ siger I straks: ,Bliv mørke!’ — at
I ikke skämmer Jer! — der fik I baade hjerte
og hjerne til at bruge — men I gider ikke —
I er skabt til at være frie mennesker — men
det bryder I Jer ikke om — det er meget
lettere a’ la’ vær og tænke — meget lettere at
la’ andre tænke for sig — allerlettest at la’ een
tænke for alle! og saa bare gaa som myrer!
hørte De, Fru Hansen, jeg sagde: myrer!«
Joh, det hørte Fru Hansen meget godt, men
hva’ de myrer sku’ til, fattede hun ikke.
»Fru Hansen, kan De da ikke indse?!« nu
var Peter ophidset, skægget bølgede og øjnene
skød stjerner, »at det er en uforskammethed
mod skaberen — en himmelraabende
taktløs-hed — hvis det havde været Vorherres mening,
at denne verden skulde være en myreverden,
et termitbo, saa var han gudhjælpemig da
standset ved myrerne —! saa havde han da
aldrig behøvet at forbedre og forædle og finde
paa Adam og hans indviklede mekanismer —
saa havde han saagu’ sagt stop ved myrer
og termitter — og de var blevet skabningens
herrer — myrerne, der holder kæft, trit og
retning efter et idiotiserende instinkt! I fik
mere end et instinkt — I fik tankens frihed!
Fru Hansen, forstaar De, hvad det betyder:
Tankens frihed!?«
Han slog i bordet, og Fru Hansen var ude
af sig selv af fortvivlelse. Hvorfor kom han
netop til hende, hun var en almindelig lille
kone, der ikke betød det allerfjerneste —
hvorfor gik han ikke til de store —? til dem, der
bestemmer farten!
»Det har jeg prøvet, Fru Hansen« igen læste
han hendes tanker, »— for at tale med de
store skal man svinge saa besynderligt med
armene, det ligger ikke for mig — man kan
heller ikke gaa strækmarch med glorie —
— jeg var ligeved at opgive det hele og tage
hjem — saa kom regnen, og jeg var klinet til
jorden som et vaadt viskestykke — jeg kunde
264
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
