Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 5. Maj 1942 - Ronald Fangen: Andet brev om norsk litteraturs historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ANDET BREV OM NORSK
LITTERATU RS HISTORIE
kunst... Det er alle de konstruktive elementer
som mangler nutidens ånd. Vi har forholdsvis
lidén evne til at sammenligne og forbinde og
omsmælte det modtagne stoff, har kun ringe
evne til tænkning, til idédannelse, kun lidén
opfindsomhed og fantasi» ... «Op av
åndslivets pessimisme og afmagt, op av den
overskyllende materialisme, rustet med de våben
moderne populærvidenskab har spillet ham i
hænde, vokser så det moderne samfunds helt:
stræberen.»
Begge røster er uimotsigelig tidstypiske. Og
det er mit bestemte indtrykk at hele vor
digtnings vitalitet og bæreevne sänk efterhvert som
romantikkens impulser ebbet ut.
Jeg sier uttrykkelig: romantikkens impulser.
Man kan ikke for Norges vedkommende som
for Sveriges og Danmarks tale om en
romantisk skole. Niels Treschow var en fremragende
filosof som et stykke ute i sit liv mottok
avgjørende indtrykk av romantikkens tanker.
Han utformet dem som jurist i sit verk
«Lov-givningsprincipier eller om Staten», et verk
som vakte begeistring også hos enkelte norske
digtere. Men han fik aldrig en indflydelse som
kan måle sig med Höijers, Geijers og Tegnérs
i Sverige. Det berodde ikke minst på
forholdene. Norge hadde såvidt fåt et universitet,
i 1811, og Treschow som var professor i
Kjøbenhavn flyttet hjem i 1813. Det var et
fattig universitet han kom til i sit hjemland;
fattigdommen var i det hele tatt stor og gjorde
sig gjeldende på alle områder av norsk liv;
et kulturmilliø hadde ikke festnet sig, det
fandtes ikke forutsetninger for differentiering,
for «retninger». Forholdene var jo totalt
anderledes i Uppsala, Lund og Kjøbenhavn.
Det var naturligvis ikke romantikkens
impulser som skapte norsk nationalbevissthet; den
hadde vokset sig sterk fordi den gjennem
århundreder hadde været i kamp for sit liv. Men
romantikkens, nærmere bestemt Herders og
Fichtes, hevdelse av det nationale som alt ånds-
livs grojord og som forutsetning for
mellemfolkelig forståelse og samarbeide, for
universalitet, fik dyp ressonans i Norge.
Århundredets politikk blev så omtrent restløst
absorbert av arbeidet for national selvhevdelse både
på den indre og ytre front: indad i et
målbevisst slit for at skape materielle
forutsetninger for folkets trivsel og for at festne et
folkestyre, utad i forholdet til unionslandet
Sverige. Noen selvstendig utenrikspolitikk hadde
Norge ikke adgang til at føre. Åndslivet var
derimot ikke ensidig nationalt bestemt og
begrenset. Wergeland, århundredets største
norske digternavn, er typisk: ingen var
national som han, til den grad at han blev og
fremdeles er vort største nationale symbol, — men
heller ikke var noen i det samtidige Norden
verdensborger i høiere grad end hand.
National og universel, — det er hans genis
kjende-tegn. Den danske kritiker Jørgen Bukdahl har
rett når han skriver: «Wergeland er der for
at vise veien mod den frie mellemfolkelige
förpligtelse, der kroner en national reisning som
en moralsk streben. Thi Wergeland er først og
fremst europæer, en hævder av universalitet og
almenånd.» (En avhandling «Nordisk ånd i
nordisk digtning» i et ypperlig dansk verk:
«Nordisk i tusind år», Haases Forlag, 1941.)
Welhaven, som var Wergelands motsetning og
fiende, skjønt de på mangfoldige måter var
beslegtet,— eller kanske nettop derfor,—hadde
sterke tilknytninger til Danmark og motarbeidet
alle norske tendenser til isolation, men ingen
var ivrigere end han til at forkynde det
nationale stoffs betydning for digtningen. Han søkte
selv frem til det, og han frydet sig når andre ga
det gyldig og lødig uttrykk — enten det var i
digtning, bildende kunst eller musikk. Welhaven
blev professor i filosofi og han hadde studert
og lært av Herder og av de senere, egentlige
tyske romantikere. Veien til det «universelle»
gik gjennem det nationale. Han opmuntret
digtningen til at «forløse den norske natur»,
357
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
