Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februari. N:r 2 - Bokrecensioner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BOKRECENSIONER
Kriser, Munk her har villet skildre, selv om de
fører til meget kraftige Omvæltninger i
Hoved-personernes Karakter: det er Gud, der griber
ind. Hans Fremstilling af Kaj Munks Trosbegreb
virker overbevisende: »Det afgørende er ikke,
om man tvivler og svigter og synder, det
afgørende er, om man har et personligt Forhold
til Gud.« Det er det, Munk vil sige med sin
Skildring af Kong David i »De Udvalgte«.
Denne Fremstilling stemmer med det Svar, Kaj
Munk engång gav paa Spørgsmaalet, hvad
Krislendommen betød for ham: »Ja, jeg ved
egentlig ikke, hvad jeg skal sige. Det er et
ubegribeligt Samfund med Gud. Han er der, og
han har altid været der. Jeg kan ikke forstaa
det, men jeg ved det.« Et lidet dogmatisk, men
lidenskabeligt fastholdt Trosbegreb.
Interessant er ogsaa Referatet af
»Kærlig-hed«, som Kaj Munk aldrig selv har udgivet
paa Tryk. At han alligevel lod det opføre,
i 1935, giver Henriques ingen Förklaring paa.
Grunden er rimeligvis den, at dets Problem
netop var aktuelt i 1935, da en ung Præst, Otto
Larsen, havde udgivet en Bog, hvori han bestred
en Række af den kristne Kirkes Dogmer. Kaj
Munk forstod ham og forsvarede ham i Pressen
og ved at lade sit Skuespil opføre; det var
i Virkeligheden et ældre Arbej de. Munk har
villet skrive et naturalistisk Drama, hvor
Kær-ligheden, rent menneskeligt og socialt opfattet,
indsættes i Religionens Sted.
En Hovedpaastand i Henriques’s Bog er dens
Fremhævelse af den tragiske Personligheds
Be-tydning for Kaj Munk. Idealisten,
Overmen-nesket, som med sin Vilje vil omskabe
Virkeligheden og ofrer sig selv for sin Ide, er jo den
Skikkelse, han oftest gør til Hovedperson.
Her-ved forklares, som hos Ebbe Neergaard, den
Beundring, Munk længe nærede, ikke blot over
for Mussolini, men ogsaa over for Hitler. Og
Henriques konkluderer: »Han var dramatiker
ända in i sitt hjärtas innersta vrå.«
Der er noget helt rigtigt i denne Fortolkning
af Kaj Munks egen Personlighed. Men det er kun
den ene Side af Sandheden. Hverken Johannes
Borgen eller Kong David eller Professor Mensch
er Overmennesker eller tragiske Personer.
Henriques fremhæver selv, hvordan det i Kaj Munks
Dramaer Gang paa Gang sker, at Gud tager
Bolig i et Menneskes Sjæl, og at det var noget
lignende, Kaj Munk følte hos sig selv, da han
besluttede at blive Præst i Vedersø: han blev
udvalgt af Gud til hans Redskab. For Kaj Munk
gjaldt det ikke om at høre til de store
Magt-mennesker, hvis Skæbne det er at lide Nederlag,
men til Guds udvalgte, at se sig selv som Guds
Redskab. — Der er ingen Tvivl om, at han følte
sig draget i begge Retninger, og at det
undertiden forekom ham, at de faldt sammen. Naar
Tvivlen kom over ham, satte han sig i
Over-menneskets Sted og lod ham kæmpe sin Kamp
igennem med Gud som Modspiller. Saaledes
blev Kristendommen for ham »Dramaets
Religions
Men naar han var Dramatiker, følte han sig
tillige som Skuespiller, kun at de Roller, han
spillede, for ham var ramme Älvor. Henriques
har i sidste Akt af »En Idealist« fremhævet den
Replik, hvor Herodes pludselig tænker sig, at
hele hans Liv bliver opført som Skuespil: »Ett
ögonblick är det som om skådespelaren, som
spelar Herodes, sköts bort från scenen och
judakonungen själv stode där: det är ett
människoliv ni ser här, det är livet självt.« For Kaj Munk
er dette mere end en raffineret Effekt. Hvad
han vil sige, er dette: Livet er Drama, Dramaet
er Virkelighed, og Mennesket har kun at spille
sin Rolle deri. Herodes er da ikke blot »en
skurk som blir tragisk«, men en viljestærk
Personlighed, der spiller sin Rolle som Guds
Modspiller med fanatisk Konsekvens. Scenerne med
Kleopatra og Octavian viser ham som en
Skuespiller med Livet som Indsats. Octavian
gen-nemskuer ham — og beundrer ham. Der er et
Slægtskab eller en Slags Kollegialitet mellem
dem, omtrent som mellem Kaj Munk og Georg
Brandes.
Titelen paa Ebbe Neergaards Bog er mere
betegnende for Bogen selv end for Kaj Munks
Personlighed og Forfatterskab. Indtrykket er
overordentlig inciterende, men samtidig
for-virrende. Forf. har ikke som Henriques taget
sit fäste Stade i Dramaernes Ideindhold, men
i Stedet anlagt et politisk-socialt Synspunkt paa
Kaj Munk. Hovedproblemet er for ham Munks
Indstilling til de to Modsætninger Demokrati
og Diktatur. En saadan Undersøgelse har stor
Interesse, men den indeholder ikke Nøglen til
Forstaaelsen af Kaj Munk; Indtrykket bliver
kaotisk. Det afgørende Problem for Munk selv
var et andet: er det Gud eller det stærke Men-
174,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
