Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September. N:r 7 - Ronald Fangen: Okkupasjonserfaring og Wergelandarv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RONALD FANGEN
mening er skrevet om Wergeland er forfattet
av den danske rektor Herluf Møller. Den
utkom i 1915 på Gads forlag i Kjøbenhavn.
Ingen er kommet nærmere det gyldige
hel-portrett av Wergeland enn denne danske
kritiker.
Wergeland har adskillig å si det norske og
alle folk og spesielt alle ordets folk i denne
befrielsens sommer. For det første om friheten.
Hvor nytteløst det er å bekjempe den:
«Streng-heden av den største tvang mægter lidet imod
vor naturlige kjærlighed til frihed. Den uddøer
aldrig ganske i vort bryst. Ved det grusomste
tryk holder den sig dybt i vor sjel og venter
kun på leilighed til igjen at frembryde som
ilden i myren. Med uimodsigelig magt splitter,
sønderriver den pludselig lænkerne, knuser
tyrraniets aag, og virker med en heftighed som
ingen grændser kjender.» Hvor lett friheten
bare blir et «skingode» fordi man utelukkende
betragter den som en tilstand utenom, ikke
i menneskene: «Hvor er det ei at beklage, at
det saatidt kun var et skingode hvorefter
fri-hedens venner stræbte! at friheden som man
søgte, som man kjæmpede og døde for, ofte
ikke var an det end et skjult, maskert, sminket
slaveri, som man i en vildelse ansaae for den
sande frihed! at menneskene endnu ofte give
frihedens navn til lovløshed og frækhed, som
foragter samfundenes ordninger og erklærer
enhver lysternes indskrænkning for utaalelig
tvang ... Brødre, fatter denne store og vigtige
og elskelige tanke: sandheden var frihedens
moder!... Vi vide at Gudsfrygt maa være
ethvert riges første grundlov, om det skal
bestaae. Vi vide at av den udgaaer nemlig den
sande fædrelandskjærlighed, der takker Gud
for frihedens vuggegave ...»
Ja, det er ganske rigtig en preken.
Wergeland var nemlig teolog og han søkte forgjeves
presteembede, men han har holdt en rekke
prekener som findes i professor Seips store
Wergelandutgave (Cappelens forlag). Det er
nylig kommet en bok om «Wergelands religiøse
utvikling» av Aagot Benterud (Dreyers forlag).
Hun viser bl. a. hvordan Wergelands
frihets-dyrkelse er religiøs, en del av hans Gudstro —
til den grad at han overhodet ikke kan se
muligheter for frihetens vekst og seier i verden
uten som en frukt av troen på Gud. Friheten
var een og udelelig; å strebe efter frihetens
rettigheter og velsignelser uten å ville öfre for
den og individuelt strebe efter «sedelig»
frihet —- det var for ham dårskap. «Kun for sved
er det at himlene sælge jorden sine göder.» Men
blir denne pris betalt, hvis generasjon efter
generasjon setter al kraft og evne på å bevare
og øke friheten — da «himlen er jorden saa
nær!» — «Ved å lære menneskene offervilje,
utvikler den borgerlige og politiske frihet den
kosmiske frihet, som jo består i befrielse fra
egoismens bånd» (Benterud).
For Wergeland var altid «himlen jorden så
nær». Det var klar sammenheng mellem de
minste plikter og opgaver på jorden og
men-neskets «evighetsbestemmelse». Alt var et kall
fra den almektige. Evigheten var i alt timelig.
Han, som omtrent hver eneste dag i sitt liv var
velsignet med høie syner og henrykkelser og
som ropte: «Klag ikke under stjernene over
mangel på lyse punkter i dit liv, — ha, de
blinke jo som om de vilde tale til dig!» — han
er den tålmodigste sliter med al verdens
småting, han skriver om jordbruk og fruktavl, han
kaster sig inn i alle politiske diskusjoner og er
den øieblikkelig parate talsmann for alle
for-fordelte og lidende. — Og da døden nermet sig
den ennu ikke 40årige mann var han parat
også til dette møte. Ikke i resignasjon og
trett-het, — til trots for feber og smerter arbeidet
han hver eneste dag under dette länge dødsleie.
Og måtte han besverge foråret om hjelp: «Å
forår, forår — redd mig, — ingen har elsket
dig ømmere enn jeg», — så er han likefullt
forvisset om at den dødelige sykdom er hans
evighets forår:
576
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
