Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September. N:r 7 - Ronald Fangen: Okkupasjonserfaring og Wergelandarv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OKKUPASJONSERFARING OG WERGELANDARV
Det iisdryps rislen i min barm..?
og disse stik av ild ..?
Lad døden kalde det sin seir!
Det er min himmels forårsvejr,
dens vaarfrembrud — snart kold, snart varm
min saligheds april.
Det er denne organiske sammenheng mellem
alle livets företeelser, smått og stort, banalt og
sublimt, mellem jord og himmel, menneske og
Gud, tid og evighet som for Wergeland gjør
hver dag han lever til et eventyr, som gir hver
eneste liten opgave betydning, som gir ham den
følelse han aldrig mistet: at han levet under
kallets förpliktelse og stod til ansvar både for
sine samtidige og for kommen de generasj oner,
både for øieblikket og evigheten. «Men ofte
tiden er — lagt i en enkelts hånd, og med sin
evighed — er han for øjeblikket da ansvarlig.»
Det findes ikke antydning av «program» i alt
dette. Hans månge motstandere hadde
pro-grammer, estetiske, filosofiske, politiske. Slikt
hadde han ikke tid til og bruk for. Hans
program og hans målestokk var virkeligheten, og
til virkeligheten hørte himmel såvel som jord.
Han skulde handle — og for ham var diktning
handling. Han visste, med Møllers uttrykk, at
«kun den virksomme kender Virkeligheden».
Og, påny med Møllers uttrykk: «I det
uende-lige har han varieret disse Tanker eller denne
ene Tanke, om Ansvarets Nødvendighet og
Velsignelse.» Og hele denne hans mirakuløse
vekst gikk stadig gjennem motgång og
motstånd; han kunde protestere og rase mot den,
men den fikk aldrig forsimplet ham, aldrig tatt
fra ham vissheten om sit kall og henrykkelsen
over arbeidsbyrdens velsignelse og tilværelsens
evighetsperspektiv. Han fulgte begeistret med
i tidens store begivenheter og tydet dem med
urokkelig optimisme. Men han innså, skriver
Møller, at «det ideale Samfund til syvende og
sidst aldrig kan nääs ved nok saa fuldkomne
Love, men kun ved at Menneskene bliver gode.
Og de skal blive gode! ... Virksom Menneske-
kærlighed kan ikke gaa til Spilde, Aand kan
ikke dø... Denne Følelse er Frelsen ud av
Egoismens Fængsel, den er Personlighedens
grænseløse Udvidelse, Broen til Fremtiden og
Evighed paa Jorden.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
