Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januari. N:r 1 - Carl Johan Elmquist: Mellem himmel og jord. Brev fra Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
CARL JOHAN ELMQUIST
MELLEM HIMMEL OG JORD
Brev fra Danmark
Goethe skal engang have sagt, at alle hans
digte på en måde var at betragte som
”lejlig-hedspoesi”. Han mente, der skulle en ydre
impuls til for at saette digterens pen igång, og
det er vist en erfaring, som mange skrivende
folk har gjort. Ofte synes det at vsere rene
til-faeldigheder — en forlaeggers eller en
bog-trykkers luner, i gamle dage en mascens pnsker
— som kalder de ypperlige digtervasrker frem,
ja selv de i vore dage så yndede
romankon-kurrencer kan jo undertiden give gevinst, også
til det Isesende publikum. Der måtte kunne
skrives en spaendende afhandling om emnet
”Litteratur og lykketraef”; her skal det blot
flygtigt berpres i anledning af et saerlig oplagt
tilfaelde. En ny bogserie, hvis baerende idé er
undfanget af den laerde konsthistoriker og
bibliograf Aage Marcus, er netop blevet holdt
over dåben og har fået navnet ”Con Amore”,
hvad der angiver at hver bog i denne kraesne
serie skal behandle ”et emne, der står
forfat-terens hjerte saerlig naer, gerne et, der måske
som fritidssyssel ligger udenfor det egentlige
arbejdsområde”. Det morsomme er, at denne
nye serie allerede med sin fprste publikation
har skaenket os et prosakunstvaerk af fineste
karat, en bog, man uden mindste betaenkning
vil spå en varig pläds i den danske litteratur.
Forfatteren er Jacob Paludan, og bogen har
fået titlen ”Han gik ture” (Gyldendal, kr.
6.50). Den består af fire fritstående, men
alligevel samstemte stykker, som tilsammen
ud-gpr den vistnok mest åbenhjertige bekendelse,
som denne overmåde blufaerdige forfatter
nogen sinde har givet fra sig. Navnlig det
fprste stykke, ”Sagen i grundrids, et forhpr”,
er karakteristisk for Jacob Paludans
kultur
kritiske situation. I fantasien ser han sig selv
blive anholdt af to fremtids-politifolk,
orto-dokse ensrettere og statskontrollprer, og disse
möderne inkvisitorer underkaster ham et skarpt
forhpr i den hensigt at få opsporet årsagen til
en ganske utidssvarende saerhed hos
forfatteren, nemlig den, at han ofte ses at trave lange
ture i Nordsjaellands skove. Möderne
menne-sker går virkelig ikke ture, man har jo for
heiigst opfundet automobilet, hvorfor så spilde
den kostbare tid, som rettelig tilkommer
staten, med en så uproduktiv virksomhed? Men
Jacob Paludan går altså ture, og han laegger
villigt kortene på bordet og gpr rede for sine
inderste bevaeggrunde ... men de to
fremtids-soldater forstår ham ikke. De begriber slet ikke,
hvor han vil hen, når han fortaeller dem, at
vi mennesker jo nok er ”opretstillede,
bevaege-lige sanseapparater”, men at vi tillige i vort
indre ejer ”en stille og lykkelig påskpnner, en
påkalder af det usaedvanlige, det udvidende ...”
Det ender da også med, at de to politisoldater
griber ham i kraven: ”Her, denne vej ! ” — og
fprer ham ind til en uvis, men nseppe synderlig
blid skaebne.
I det naeste kapitel er forfatteren dog faldet
tilbage til sin gamle last: han traver gennem
Gribskov og passerer her (uden dog at naevne
dette sammentraef) nogle af de samme steder,
som Spren Kierkegaard har lovprist i sine
dag-bogsoptegnelser. Men Kierkegaard kprte i vogn
og lod hestene galoppere, og man oplever nu
alligevel bedre ”det udvidende”, når man
be-vaeger sig til fods. Der er sider i dette kapitel,
hvor Jacob Paludans naturoplevelse ved en
uforklarlig sproglig magi överföres direkte til
laeseren, som ved en blodtransfusion. Men
44
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
