Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj—juni. N:r 5 - Carl Johan Elmquist: En håndfuld bøger. Brev från Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN HÄNDFULD B0GER
sjael, eller måske er det i trompeten, det sker, for
da han giver sig til at blaese på sit instrument,
har det en helt ny klang, “en klang af mange
violiner”, og når menneskene h0rer på hans
spil, kommer det gode op i dem, og freden tager
bolig i deres hjerter. Gennem radioen lyder
trompetistens trylletoner ud over hele verden,
og de, der lytter, naegter at baere våben, naegter
at baere ved til den naeste verdensbrand. Men
naturligvis, en sådan revolutionerende godhed
kan denne verdens store ikke finde sig i, lovens
håndhaevere bliver pudset på trompetisten, og
det lykkes da virkelig omsider at få sat den
tredje storkrig igång — krigsguden er trods alt
staerkere og maegtigere end en trompet, der
klinger af mange violiner.
Bogen tilhprer en genre, som blomstrede i
Frankrig for 200 år siden, den filosofiske
for-taelling, men selvfplgelig bör man ikke vaere så
uretfaerdig mod J0rgen Ulrich, at man måler
ham med Voltaires alen eller sammenligner
hans lille trompetist med Candide. Hans
for-taelling er langt fra at vaere noget udadleligt
kunstvaerk. men man vil bevare den i venlig
erindring for dens fine intentioners skyld.
Også i Eiler J0RCEnsens nye bog “En vise”
med undertitlen “Variationer over et tema”
(Westermann, kr. 8:—) skrider krigsguden
Mars frem, omstrålet af sin beklagelige
uover-vindelighed. Bogens undertitel er
betydnings-fuld, for den er et usaedvanlig konsekvent
gen-nemfprt fors0g på at omplante den musikalske
genre: tema con variazioni til litteraturen.
Temaet er den danske folkevise “Aage og
Else”, der handier om kaerligheden og döden,
og forfatteren tager sig den frihed at fortolke
Aages d0d derhen, at han er faldet i krig, hvad
folkevisen ikke siger, men hvad jo nok er
sand-synligt. Så har han da denne treklang: krig,
kaerlighed og d0d — som han kan bygge sine
variationer over, og det har han gjort med et
imponerende opbud af fantasi og en helt
for-bl0ffende evne til at variere både sin tone og
sin stil. I tid spaender novellerne fra
Romer-rigets stormagtsdage til vor egen tid, ja et
stykke ind i fremtiden, og genremaessigt spaen-
der bogen fra fabel og myte til möderne,
film-påvirket beretning. Meget af spaendingen beror
just på, at man aldrig aner, hvad det naeste vil
blive, skpnt man på forhånd kender temaet.
Det er en bog, som vidner om meget rige evner,
en kraftprpve, der spaender forventningerne
h0jt til Eiler Jprgensens fremtidige
forfatter-skab.
Jprgen Ulrichs og Eiler Jörgensens bpger
er forholdsvis nemme at forstå og har allerede
dervid sikret sig sympati hos det store laesende
publikum, som vånder sig under
antydninger-nes og symbolernes dunkelhed, hvad
diskussionen om H. C. Bränners “Rytteren” for et år
siden tydeligt vidnede om. Denne diskussion er
for ganske nylig blusset op igen, denne gang
i Berlingske Aftenavis, hvor den f0res frem
under rubriken “Hvorfor blomstrer digterne
ikke for enhver?” (en variation af titlen på
Kjeld Abells sidste skuespil “Vetsera blomstrer
ikke for enhver”). Det skal dog retfaerdigvis
siges, at de dunkle og vanskelige b0ger stadig
er i absolut mindretal overfor de andre — de
klart disponerede, hvis personer står med
tyde-lige konturer, og hvis handling skrider frem
i rolig kronologisk orden.
Blandt disse sidste indtager Aage Dons’
er-indringsroman “Den svundne tid er ej forbi”
(Gyldendal, kr. 12.75) en fremskudt plads
tak-ket vaere sin rigt nuancerede menneskeskildring
og sin vakre musikalske stil. Dens
hovedper-soner er en forpagterfamilie på en sjaellandsk
herregård, og en stor del af dens indre
spaen-ding beror på modsaetningen mellem den
år-hundredgamle og naesten uvirkelige fornemhed,
familien har forpagtet sig ind i, og de hpjst
reelle pkonomiske vanskeligheder, den må
dragés med og til sidst kapitulere overfor — en
kontrast af lignende virkning som den i Sigfrid
Siwertz’ “Slottsfinal”.
Aage Dons er forblevet sig selv i denne bog;
den er ikke et resultat af formelle eksperimenter,
men blot af et målbevidst arbejde videre frem
ad samme bane, han hidtil har fulgt. Det samme
kan man sige om Hans Kirks nye roman
“Vredens s0n” (Gyldendal, kr. 11.75), som rig-
371
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
