CARL JOHAN ELMQUIST DEN FATTIGE SLÆGTNING Brev fra Danmark Under rubrikken «Kommentarer» i BLMs novemberhæfte 1951 erindrede redaktør Åke Runnquist i en parentetisk bemærkning om, «att den svenska skönlitteraturen f. n. upplever en mycket livlig blomstring, vilket inte den danska gör». Det nytter ikke, at vi på denne side af Øresund vil protestere, for red. Runnquist har ret: Överfor Sverige står idag både Norge og Danmark litterært set som de fattige slægtninge, og dette forhold er for Danmarks vedkommende særlig mærkbart, når man lige har været igennem det magreste litteraturår siden krigen. Det er ganske iøjnefaldende, at vort litte-rære mandskab i første linje er for lille. H. C. Bränner har været opslugt af sit dramatiske forfatterskab og fik ikke udgivet den novelle-samling, som allerede var bebudet i 1950. Martin A. Hansen har redigeret «Heretica» og skrevet kroniker og essays, men ingen ny roman efter «Løgneren». Heller ikke Karen Blixen og Knud Sønderby har ladet høre fra sig, og for resten er litteratur jo ikke noget, som laves på samlebånd — dens vækst kræver sin tid. Men at disse förgrundsfigurer i vor yngre digtekunst tilfældigt har været tavse, det mærker man kun alt for tydeligt, når årets status skal gøres op. For romanlitteraturen er situationen ganske særlig kritisk, skønt genren stadig nyder den højeste yndest hos det store læsende publikum. Hvad bliver der tilbage af 1951’s danske romaner, når man sorterer de rent «underholdende» produkter fra? (I parentes gør jeg undskyld-ning for ordet «underholdende» — stadig under henvisning til BLMs novemberhæfte.) Fire romaner af en vis litterær kvalitet, ja måske kunne man komme op på fem eller seks, men som pauvre honteux vil man jo nødig lige-frem skrabe bunden. Mest værdifuld förekommer mig Eiler Jørgensens store fantasiroman «Manden der huskede» (Hasselbalch, kr. 15.—), som rent overfladisk nok kan minde om Karin Boyes og George Orwells dystre visioner af en ens-rettet, totalitær stat, men som i grunden sna-rere må kaldes en filosofisk fortælling. Den tager sit udgangspunkt i det tankeeksperiment, som Georges Duhamel har anstillet i Défense des Lettres: at vi en skønne dag vågner op til en verden, hvor alt papir — til og med etiketterne på medicinflaskerne — er sporløst forsvundet; men Eiler Jørgensen udvikler dette perspektiv med langt større dristighed og med en mere ubønhørlig konsekvens. I hans fantasiverden har menneskene mistet al fortidsbevidsthed; de lever rent animalsk fra dag til dag og husker kun fra mandag morgen til lørdag aften, for hver søndag bliver de grebet af et kollektivt sang-dilerium, som får dem til at drage ud på landevejene og skråle sange med komplet åndsforladte tekster, og fællessangen går som en våd svamp hen over deres erind-rings tavle. Men der er som bekendt ingen regel uden undtagelse, og her er endda to undtagelser, to væsener, som synes at være blevet glemt af skæbnen på hin glemselens søndag morgen. Den ene er en lille franskmand ved navn Auriol (det er ikke præsidenten), som tilfældigt op-holder sig på besøg hos danske venner i Nord-sjælland; den anden en bulldog, som lyder 198