DEN FATTIGE SLÆGTNING navnet Dickie og er en reinkarnation af en højt begavet jødisk fabrikant i kosmetik-branchen. Disse to, som husker, drager ud i glemselens verden, hver med sin plan: Auriol drømmer om at overvinde mennesekenes ugent-ligt tilbagevendende erindringstab og derved genskabe en menneskehed med kontinuitet. Hunden Dickie pønser derimod på at organi-sere alverdens hunde under sit førerskab og erobre herredømmet fra menneskene. Hvad der videre sker af fantastiske og spæn-dende begivenheder skal ikke refereres her. Det fængslende ved bogen er nemlig, at den — bag om sin. jongleren med fantasiens mu-ligheder — så klart opstiller kulturens problem : Hvad ville De vælge, hvis det stod Dem frit for — et liv i kontinuitet, men tynget af blodige erindringer om alle de krige, der har raset i verden, og tynget af angst for kom-mende ulykker og for Deres børns skæbne... eller et åndløst, anmialsk, sorgløst, men også meningsløst liv fra dag til dag, hver uge lettet for erindringens byrde? Ville De — trods alt — vælge det menneskelige vilkår, den tunge byrde? Det vil Eiler Jørgensen, og denne vilje, som i bogen kun kommer indirekte frem, gen-nem den lille Auriols ukuelighed, er romanens optimistiske budskab. Man kan sige, det er en højst betinget og højst skeptisk opti-misme, men kan det være andet? Det samme problem opstiller Palle Lauring i sin roman «Tøbrud» (Hasselbalch, kr. 12,50), men løsningen er omtrent den stik modsatte. Det er en frigørelsesroman om en ung pige, som er hæmmet af sit bornerte borgerlige miliø, men som på en ferierejse i Lapplands fjelde sprænger sine lænker, stry-ger fortiden af sig og bliver et nyt og frit menneske. Hendes förvandling inledes med hendes livs første erotiske oplevelse, men fuld-byrdes på Kebnekaise, hvor hendes sjæl løfter sig op over sit jordiske hylster og føler sig mystisk forenet med universet. Bogen indeholder en del polemiske finter til den möderne dunkle og angstbetonede litteratur, som efter Laurings mening er udtryk EILER JØRGENSEN for en kultur, der er gået over gevind. Den tynges af dialoger, som i alt for høj grad smager af tryksværte, men de erotiske partier og skildringen af Lappmarkens store natur er skrevet med en overordentlig sproglig kraft. I ingen anden af årets danske bøger er der så megen karskhed og så højt til himlen. Endnu mangler der dog adskilligt i, at menne-skeskildreren Palle Lauring kan måle sig med naturskildreren af samme navn. De to andre romaner, der skal omtales, er skrevet af en forfatter og en forfatterinde, som for længst har slået deres navne fast, men som denne gang uheldigvis ikke er helt på højde med sig selv. Aase Hansen er en af vore fineste kammermusikalske stilkunstnere og en udmærket kender af kvindesind. Hendes store evner fornægter sig ikke i «Skygger i et spejl» (Gyldendal, kr. 10,50), men bogen har den skavank, at forfatterinden ikke rigtig har kun-net blive enig med sig selv om genren. Hun har været på en stipendierej se i USA og er vendt hjem ladet med oplevelser og indtryk: 199