CARL JOHAN ELMQUIST skulle liun nu udmønte dem i et rejsebeskri-vende essay eller i romanform? Det er blevet lidt af hvert, lidt impressioner og lidt roman-intrige, bundet sammen med en lovlig spinkel tråd, men med et gennemgående tema, som var et mere helstøbt kunstværk værdigt, nemlig spændingen mellem lidenskabernes uro og alderdommens rolige resignation, omtrent som i Strindbergs «Oväder», blot lige saa kvinde-ligt opfattet, som det er maskulint hos den store svensker. Fejlen er nok blot, at Aase Hansen har haft rej seoplevelserne for nær ind på livet, da hun skrev sin roman. Mere problematisk som kunstværk er Johannes Wulffs «Jerikos mure» (Nyt Nordisk Forlag, kr. 14,75). Wulff har i sine bedste romaner skabt et irrationelt poetisk univers, som helt er hans eget, befolket med menne-sker, som set fra et nøgternt synspunkt alle er lidt småtossede. Men i sin nye roman har han dumdristigt henlagt handlingen til et sinds-sygehospital, og det afstedkommer en grue-lig förvirring, for hans sindssyge personer er slet ikke rigtig sindssyge — naturalistisk sindssyge — de er blot lidt mere wulffske end hans «normale» personer. Man tror ikke på romanens miliø, fordi det ligger udenfor Wulffs poetiske univers, men på den anden side heller ikke har noget med den reelle ver-den at gøre; man bevæger sig kort sagt på gyngende grund. Alligevel bry der Johannes Wulffs store poetiske talent nu og da lykkeligt igennem, nemlig så snart han läder sin sindssyge hovedper-son, som er på vej mod helbredelse, gribe til-bage i sin fortid og genopleve episoder fra barndommen og ungdommen. Disse episoder, i hvilke digteren helt er sig selv, ligger som husvalende oaser på læserens noget trælse vej gennem romanen. Med nogen forsinkelse har anmelderen læst sig igennem Leck Fischers stort anlagte ro-man-suite, som blev afsluttet for et år siden med «Dette latterlige land» (Nyt Nordisk Forlag, kr. 12,75). Den omfatter ialt syv store bind og skildrer en typisk dansk middelstands- families liv fra 1899 til 1944. Det er et over-ordentlig dygtigt gennemført romanværk med en klar og logisk komposition, som om alt fra første færd var nøje overvejet og grundigt tilrettelagt; men det mærkelige er, at de tre første bind udkom i årene 1941—43, altså før det år, da handlingen i sidste bind udspilles. Det er næsten, som om krigsårenes begiven-heder har understøttet forfatterens intentioner, for skildringen af skæbneåret 1944 er ikke blot roman-suitens kulmination, hvad spændingen angår, men føles tillige som den mest naturlige og rigtige afslutning på denne skildring af sammenhold og splittelse indenfor en typisk borgerlig familie. «Dette latterlige land» er den mest nøgterne af de romaner, som har haft den danske modstandskamp til emne, men den lavmælte tone gør på ingen måde skildringen mindre virkningsfuld. Adskillige af de yngre forfattere synes at foretrække novellegenren frem for romanen, og det er betegnende, at årets mest lovende skønlitterære debutbog var en novellesamling. Den hedder «Tyven i Tjørnsted» (Wivel, kr. 11,75) og er skrevet af en purung skolelærer Leif E. Christensen, som slutter sig til den anti-rationalistiske retning, hvis bannermærke er tidsskriftet Heretica. Han har lært meget af Martin A. Hansen, men mangler endnu sin mesters myndige greb om penneskaftet. Ofte er han mere dunkel end strengt nødvendig, og når man griber tilbage og læser om igen, op-dager man at det som regel er en rent teknisk brist, som er skyld i tågedannelsen, men til gengæld er der en virkelig visionær kraft i nogle af de bedste noveller. Den mere traditionelle, fortrinsvis psykolo-giske novelle er bl. a. blevet dyrket af den schweiziskfødte forfatterinde Noemi Eskul-Jensen, hvis første prosabog på dansk er no-vellesamlingen «Slagskyggen» (Jespersen og Pio, kr. 9,75). Der hviler en dyster og tung-sindig stemning over disse stærkt koncentre-rede fortællinger, der alle handier om væsent-lige momenter i menneskers liv: et barns første møde med det onde som realitet, et ægteskab» 200