CARL JOHAN ELMQUIST og man sidder efter læsningen tilbage med en stærk formodning om, at det alene er deres ry som prosaforfattere, der har muliggjort ud-sendelsen af disse versbøger. Årets store begivenhed i den poetiske litteratur blev Paul la Cours retrospektive samling «Udvalgte digte 1928—1951» (Gyldendal, kr. 15.—). Noget nyt bragte den jo ikke, og man kan heller ikke sige, at den pludseligt som en åbenbaring viste os, hvilken ypperlig digter Paul la Cour er, for det vidste man udmærket godt på forhånd. Men dens betydning ligger i, at den så tydeligt trækker linjen op i hans lyriske forfatterskab, frem til det opbrud, som indvarsledes i hans to sidste digtsamlinger «Levende Vande» og «Mellem Bark og Ved», og at den fastholder det, som han selv er ved at forlade (eller allerede har forladt), men som hans læsere derför ikke behøver at give afkald på. Man kan sige, det er en digtsam-ling, som handier om noget: om en rastløst søgende ånd, om en digter, der vokser gennem kamp. Den er ikke som så mange andre retrospektive digtsamlinger blevet til på foranledning af et jubilæum eller en anden uvedkom-mende tilfældighed; den har den mening, at dette var noget, som Paul la Cour ville og måtte lægge bag sig for at kunne gå videre — med digterens evige Excelsior! som banner-mærke. Tilbage er blot at nævne tre små bøger fra grænseområdet mellem essay og memoirelitte-ratur. Tegneren og maleren Anton Hansen har i «Drengen drømte» (Gyldendal, kr 12,50) fortalt om sin opvækst på det grå og trøstesløse Vesterbro — det samme fattigkvarter, som vor tidligere landsmand Maria Wine har skildret i «Man har skjutit ett lejon». Men det lever i lys og farve og skønhed under Anton Hansens pen, han har med sit ukuelige livsmod og sit kunstneriske skarpsyn overvun-det sit miliø og fået livets grønne træ til at slå rod i den karrige asfalt. Det er fuldt berettiget, som Tom Kristensen har gjort det, at sætte hans bog op som et mandigt kraftfuldt mod-stykke til Maria Wines kvindeligt sensitive er-indringer. Litteraturkritikeren Jens Kruuse har skre-vet en kaleidoskopisk bog med den morsomme titel «Min hat sidder skævt» og den rammende undertitel «Erindringsforskydninger» (Hassel-balch, kr. 10.—). Den handier for en stor del om hans bedste-, olde- og tiptiptipoldeforældre, i hvis karakterer han genfinder grundstofferne til sine egne anlæg for at leve stort og dyrt og farverigt, helst over evne, men i disse portræt-ter af ahnegalleriet har han behændigt indflet-tet egne besynderlige oplevelser i Danmark og den vide verden. Kapitlerne kan virke lidt løst hæftet sammen, men bogen er skrevet med en egen afvæbnende charme. Nok så tungt vejer dog Jacob Paludans «Retur til barndommen» (Hasselbalch, kr. 11,50), som trods titlen ikke er barndoms-erindringer, men små essays om tidernes hen-rullen, om erindringens natur, om atomalde-rens fremtidsperspektiver, om kunstsamlerens og amatørmusikerens stilfærdige og dybe glæ-der, og endelig til slut om den femårige Jacob Paludan og hans forhold til den voksne og modne mand af samme navn. De er skrevne af en prosakunstner, som i lige grad udmærker sig ved intellektuel klarhed og følsom natursans, en af de myndigste personligheder i möderne dansk litteratur. Denne essaysamling hø-rer til de få bøger fra vor tid, i hvilke en le-vende kulturtradition gør sig mærkbar i hver sætning og hver tanke. Hermed turde de væsentlige poster på årets litterære regnskab være bogført. Når læseren har adderet og subtraheret og sat streg under, måtte han gerne komme til det facit, at den fattige slægtning trods alt ikke er mere for-armet, end at han stadig har noget at sætte på bordet. Det er endnu umagen værd at læse danske bøger! 202