CARL JOHAN ELMQUIST FANTASI ER TRUMF Brev fra Danmark Da Karen Blixen for 17 år siden udsendte sine »Syv fantastiske fortællinger« erobrede hun straks en plads i den danske litteratur — men en mærkelig plads, helt for sig selv, uden for de dengang tilvante rammer. Det over-rumplende ved denne bog lå ikke blot i talentets særpræg, men også i selve adjektivet: fantastisk, der stod i en så grel modsætning til den nøgterne hverdagsskildring, som var frem-herskende dengang, og blandt hvis dyrkere man kan nævne en saa udmærket forfatter som Leck Fischer. I dag er situationen en ganske anden, og Karen Blixens sidste fantastiske fortælling »Kardinalens tredje historie« (udg. med litografier af Erik Clemmensen. Gyldendal, da. kr. 92: —), som BLM bragte i svensk oversæt-telse i december-hæftet, kan naturligt placeres i sidste års danske litteratur under den ganske rummelige rubrik »fantasistykker«. Der er med andre ord gået en bølge af fantasi ind over Danmark, og det kan være naturligt at spørge, hvordan det er gået til. Har vore for-fattere pludseligt lagt en alen til deres vækst? Det tror jeg nu ikke de har, og måske er det klogt lige at gøre sig klart, hvad der egentlig menes med begrebet »fantasi«. I daglig tale er det synonymt med opfindsomhed, med evnen til at hitte på, men i virkeligheden kræ-ver et virkelighedsnært værk som — lad os sige Die Buddenbrooks nok mindst lige så megen opfindsomhed som f.eks. E. Th. A. Hoffmanns fantastiske historier. I litterær forstand er fantasien sikkert i mindre grad en særlig evne end en bestemt holdning overfor læseverdenen. Den forfatter, der ønsker at fremkalde illusionen om, at det han skildrer virkelig er hændt, han er virkelighedsskildrer; den, som ikke ønsker at fremkalde en sådan illusion, er en forfatter i den »fantastiske« genre. Hvad der er sket i de sidste års danske litteratur er da blot, at et stort antal forfattere — med større eller mindre held — har givet afkald på virkelighedsillusionen. Denne »fan-tastiske« retning har allerede manifesteret sig i de bøger af Eiler Jørgensen og Frank Jæger, som jeg har omtalt i mine breve om de föregående års danske litteratur. Et morsomt udtryk for denne retning finder man i Soyas novellesamling »Hvis tilværelsen keder Dem —« (Borgens Forlag, kr. 9:75). I et lille forord skriver han bl.a.: »Allerede tidligt bekæmpede jeg — ud fra kunstneriske og sociale anskuelser — mine lyriske lyster og min tilbøjelighed for i luften frit svævende fabulationer.« Men nu spørger han sig selv, om han gjorde ret i at undertrykke denne side af sin forfatterpersonlighed, og for at komme til klarhed herover, gj orde han noget desperat, siger han: »jeg tog seglet af flasken og lod eventyrånden sive ud«. For ikke at blive puttet i en gal rubrik, slutter han sit forord med denne erklæring: »Nej. Jeg er ikke falden i modernitet. Der er en mening i og med samt-lige historier.« Heri har han ret. Der er både mening og vid og visdom i Soyas fantastiske fortællinger, hvad enten de udspilles i »1001 nat«s even-tyrlige østerland eller — som titelnovellen — i vor egen tids København; de fleste af dem har en både klog og original morale, uden derför at være direkte moraliserende. Men