CARL JOHAN ELMQUIST hvor overraskende disse noveller end er, må man dog ikke tro, at Soya er mindre fantasi-fuld i sine krast realistiske skuespil eller i sin roman fra den køhenhavnske »klunketid«, »Min farmors hus«; hans fantasi er lige sprælsk og lige frodig i alle de genrer, han dyrker, kun illusions-tekniken er forskellig. Også Johannes Wulff har sluppet eventyr-ånden ud i sin store dyreroman »Katten, der fik feber« (Nyt Nordisk Forlag, kr. 12:75). Det er nok den af årets danske romaner, som har fået den bedste modtagelse hos kritiken, og mod denne enstemmige ros skal der her kun gøres den ene spagfærdige indvending, at bogen måske ville have vundet ved en mere fortættet form. Johannes Wulff råder (som sædvanlig) over en uhyre mængde smukke og pudsige ord, som han ikke nænner at forholde sine læsere, men bag de mange ord møder man et helt oprindeligt eventyrsind, som er i slægt med H. C. Andersens. Romanens hovedperson er en hankat, Mis Man, som vokser op på en dansk bondegård og lidt efter lidt lærer sine medhusdyr at kende for til sidst også at nærme sig de gåde-fulde skabninger, som kaldes mennesker. I skildringen af husdyrenes sjæleliv finder man lidet eller intet, som minder om videnskabelig dyrepsykologi, men selv om Johannes Wulff fabulerer ganske frit, karakteriserer han dog husdyrene, hver efter sin art. En af gårdens køer, som lyder det stolte navn Dronningen af Saba, bliver af Mis Man spurgt, om også den har en sjæl, og i dens svar har Wulff kon-centreret en stor del af koens særprægede natur: »Det skulle hare mangle,« sagde Dronningen af Saba; »vi køer ligger og udvider sjælen hele dagen igennem; er der noget, man blir tankefuld af, så er det af at ligge og tygge drøv om dagen, om natten, om morgenen og om aftenen. Man tygger først for at forstå, hvad det er, man tygger; dernæst spørger man sig selv, hvorfor man tygger, og endelig tilsidst så tygger man, for di man ikke kan finde ud af det...« I disse litteraturbreve bliver der sjældent plads til en omtale af bøgernes udstyrelse, men jeg må gøre en undtagelse med Mogens Zielers omslagstegning, hvis sorte kattehoved ej er det samme uimodståelige lune som Johannes Wulffs tekst. Som før nævnt hører Eiler Jørgensen til dem, der ivrigst dyrker fantasigenren, men desværre står hans nye roman, »Den lykkelige dal« (Hasselbalch, kr. 12:50) ikke fuldt på højde med hans tidligere bøger. Den er klogt og vittigt udtænkt, som en satire over det tekniske århundredes velsignelser der gør men-neskene forjagede og stjæler lykken fra dem. Som modsætning hertil skildres en afsides og glemt dal i fantasilandet Romsland, en dal hvis beboere finder lykken i de elementære livsforhold. Konflikten opstår, da et konsortium beslutter at bygge et hotel i dalen og gøre den til en turistattraktion, men foretagendet mislykkes, da murstenene på mystisk vis væg-rer sig ved at blive liggende på deres plads. En af dem flyver rundt i sære spiraler og rammer en indfødt ung pige i nakken — med det forbløffende resultat, at hver den, der ser hende i øjnene, mister evnen til at lyve. Og uden denne evne smuldrer hotelpr oj ektet væk, thi det hviler på den løgn, at det er skabt for at gøre mennesker lykkeligere, medens den sande drivkraft er tanken om den øjeblikke-lige profit. Det er højst sandsynligt at der kunne være kommet en god fantasiroman ud af dette sujet, men da Eiler Jørgensen rørte ved det med sin tryllestav, har trolddomsmagten svigtet ham: stoffet nægtede at leve under hans pen, dalen blev ikke synlig for læserens øjne og dens ind-byggere fik kun fladens to dimensioner. Det er jo det farlige ved den konstruktive fantasi, at den, så snart inspirationen svigter, bliver til det nøgne skelet. Ganske modsat er det gået JøRGEN Ulrich med hans fantasiroman »Den privilegerede død og det gode hjerte« (Hans Reitzels forlag, kr. 12:50), som heller ikke er helt vellykket. Her er det skelettet og konstruktionen, der mangler, så at bogens mange fine poetiske tanker slynger sig arabeskagtigt mellem hver- 278