FANTASI ER TRUMF andre uden at have noget at støtte sig til. Bogens fabel er dunkelt tænkt, men det er nær ved at dens formløshed virker som en ynde, idet der op af dens tåge stiger en varm livs-bekræftelse, en bekendelse til det ægte og oprindelige, til det liv som leves med »roden i jord og toppen i himmel«. Når bogen før blev karakteriseret som ikke helt vellykket, må det tilføjes at mange unge læsere sikkert vil be-tragte den som et mesterværk, fordi den er så rummelig, at de vil kunne fylde den med deres eget sinds overskud; i en vis alder har man mere brug for bøger, som også tager imod, end for bøger, som blot giver fra sig. En fantasiroman, som går i retning af den nu så möderne Science fiction, er Palle Lau-rings »Sporene kalder« (Hasselbalch, kr. 10:—). Den handier om en lidt tilfældigt sammenbragt ekspedition, som drager op til Himalayas is-ørken på sporet efter »den af-skyelige snemand«, som er et dyremenneske eller menneskedyr, et missing link i mammuth-format. Ekspeditionen finder virkelig uhyret, det er det fantastiske ved historien, men det som hæver bogen en lille smule op over knald-romanens niveau er de mange satiriske udfald mod den möderne civilisation, som sujettet giver anledning til; der er hist og her meget vittige indfald, selv om Palle Lauring som satiriker ikke kan måle sig med Soya. Hvor fornøjeligt det end er at se eventyr-ånden sive ud, som Soya siger, så er det dog værdifuldt at have en solid modvægt i de mere virkelighedsnære romaner og noveller, hvori den psykologiske fantasi spiller en større rolle end den rent fabulerende. Blandt de forfattere, som konsekvent arbejder med den sjælelige dybdeboring, er Aage Dons en af de dyg-tigste, dygtig indtil det virtuose. Hans nye roman, »Afskedsgaven« (Gyldendal, kr. 14: 75) er intet andet end et stort udført kvindeportræt indsat i en kosmopolitisk ramme. Bag på bogens omslag citeres disse ord af Santayana: »De, som ikke kan huske fortiden, er fordømt til at repetere den«, og det er just et sådant tvungent repetitionskursus, bogens hovedper- Bokomslag av Mogens Zieler 1952 son fru Ella Falk bliver udsat for på den rejse til Tunis, som udgør romanens ydre handling. Aage Dons har gjort overmåde meget ud af den nordafrikanske kolorit, men det er dog på den indre skueplads, i fru Falks sind, at de afgørende slag står: en revision af fortiden og et forsøg på at komme til selverkendelse. Det er hendes kamp med sit genstridige, liden-skabelige sind, som Aage Dons har analyseret, men han har samtidig følt sig draget af hendes fremmedartethed og rodløshed, for hun er halvt spaniol og er aldrig rigtig faldet til i det borgerlige København. Det meste af bogens kunstfærdigt opbyggede intrige vil man hurtigt glemme (og uden større savn), men til-bage bliver en fornemmelse af indlevelse i en mærkeligt vibrerende kvindesjæl. Hos Aage Dons er virkelighedsillusionen gennemført, men han ynder dog — kosmo-polit, som han er — at indføre et fremmed-element i sine romaner: han bevæger sig lige 279