CARL JOHAN ELMQUIST så ofte uden for som inden for Danmarks grænser. Den københavnske hverdags virkelig-hed er derimod rendyrket i Tove Ditlevsens novellesamling »Paraplyen« (Hasselbalch, kr. 9: 75), hvis personer man synes at have mødt i sporvognen eller på det Vesterbro, som er midtpunktet i forfatterindens verdensbillede. Bogens ti noveller har en tragisk grundtone, de kan læses som variationer over Hjalmar Söderbergs tema om »sjælens ubodelige en-somhed«, men der bryder dog gang på gang en lille kvindelig humor igennem den mørke stemning, og dette spil mellem smil og alvor gør menneskekildringen rigt facetteret selv i de korte noveller, hvis personer kun er tegnet i let henkastede konturer. Der er kun en af bogens personer, som er skildret med absolut modvilje, nemlig titelpersonen i novellen »Hans mor«, som fortæl-ler om en forelsket ung piges første visit hos sin vordende svigermor. Denne gamle dame, som er indædt sur, selvmedlidende og tyrannisk, gør hvad hun kan for at presse forelskel-sen ud af den unge pige, som man presser saften af en citron. Til gengæld har Tove Ditlevsen med vellyst spiddet hende på sin pen. Dog — hvis vi skal tale om hadet som inspiration, bør vi gå til den unge forfatter Hans Jørgen Lembourn, for der slår djæ-velske svovlskyer op fra hans roman »Der kommer en dag« (Westermann, kr. 9: 75). De, der følger med i yngre fransk romanlitteratur, vil have et fortrinligt sammcnligningsgrundlag i Hervé Bazin’s Vipère au poing, hvor for-tællerens mor fremstilles som et monstrum af kynisk nederdrægtighed — en kvindelig ond-skab af over-strindbergske dimensioner. Ganske det samme er tilfældet i Lembourns roman, blot med den forskel, at det her er fortællerens stedmor, som repræsenterer det dæmoniske i menneskenaturen. Överfor hende har han stil-let et idealbillede af en far, en klog, retsindig, varmhj ertet humanist, som længe står svag og vigende i magtkampen med hustruen, hvis ondskab han vægrer sig ved at tro på, men som dog til sidst, da det afgørende slag skal stå, viser sig urokkelig i kraft af sin karakter-styrke. At hadet til den kvindelige hovedperson har drevet forfatteren ud i psykologiske overdri-velser er efter min mening en mindre svaghed, end at han partout har villet løfte denne køn-nenes kamp op over familiesfæren, hvor den hører hjemme, op i et ideologisk plan. Han har tillagt stedmoderen (foruden hendes øv-rige ondskab) stærke nazistiske sympatier, men ikke nok med det: han har prøvet at gøre hende til en eksponent for den fascistiske magt-dyrkelse, medens faderen personificerer humanismen, og han har villet gøre den villa i Københavns omegn, hvor handlingen udspil-les, til et lille-billede af Europa igår og i dag. Men til stor skade for romanens illusion, som havde vundet ved, at personerne var blevet ved med at være, hvad de er: to mennesker i et uharmonisk ægteskab. Men som sagt: hadet gnistrer hos denne unge forfatter. Hadets og ondskabens problem spiller i det hele en ret fremtrædende rolle i årets danske skønlitteratur. Man møder det i en kort og dyster fortælling af Erling Kristensen, »Misvækst« (Hasselbalch, kr. 9:50), hvis handling er henlagt til et jysk fiskerleje for hundrede år siden, men da fortællingen vil vise, hvor megen ulykke der kommer af mis-tænksomhed og nag, tør man vist gætte på, at fortfatteren har haft vor egen tids øst-vestlige konflikt i bagtankerne. En lignende, halvvejs skjult symbolik finder man i G. ScocozzAs dygtige opbyggede roman »De andre« (Hasselbalch, kr. 12:50), som skildrer en magt-kamp på liv og død mellem en brav, borgerligt lykkelig arkitekt og en dæmonisk besat sagfører, som hævner virkelige og inbildte forurettelser ved at tiltvinge sig magt og benytte denne magt til andres fordærv. Så vidt jeg husker tillægges der ham ikke direkte nazistiske sympatier (som stedmoderen i Lembourns roman), men forfatteren drager i et ræsonnerende indskud en parallel, som ikke er til at tage fejl af: den dæmoniske sagfører er i al provinsiel beskedenhed gjort af samme 280