FANTASI ER TRUMF stof som den afdøde tyske Führer und Reichs-kanzler. Blandt de yngre romanforfattere og -for-fatterinder er der endnu nogle som fortjente at nævnes med hæder; der er Knud Vandmose Larsen, hvis jyske barndomsroman »Magnus« fik en stor præmie og lidt for megen publicity, der er Preben Hovland, hvis energi dog indtil videre er større end talen tet (mon viljen kan flytte bjerge, ligesom troen?), der er den kvindeligt følsomme Inge Haagensen og den ærgerrigt intelligente Nynne Koch, som imid-lertid stadig skylder sig selv at skrive en endnu bedre roman næste gang. På en plads for sig selv står den unge Erik Aalbæk Jensen, som fik et fortjent gennem-brud og en solid sukces med romanen »Dæm-ningen« (Wivel, kr. 12:75), som nok kan siges at fortsætte traditionen fra Henrik Pont-oppidan (den handier tilmed om et mislykket ingeniørprojekt, ligesom »Lykke-Per«), men som tillige vidner om et kraftigt personligt særpræg og en meget betydelig stilistisk evne. Noget sikkert skøn over omfanget af hans talent kan man endnu ikke gøre, men han er blandt de yngre en af dem, der vækker de største forventninger. For poesiens vedkommende blev 1952 et mere magert år end de föregående; ingen af årets få nye digtsamlinger kan tilsløre den kendsgerning, at den store begivenhed i det lyriske Danmark blev udsendelsen af Sophus Claussens »Udvalgte digte« (Gyldendal, kr. 15:—), et ganske fortrinligt udvalg af en digter, som efter sin død lidt efter lidt har erobret en stadig større plads i læseverdenens bevidsthed. Mens han levede, blev han regnet for en udsøgt poet for de meget få, men hans store ønske var at blive hele folkets digter, hvilket man dengang fandt nærmest komisk, da han jo var så uhyre »vanskelig«. Nu har jorden dre jet nogle gange rundt om solen, og vi har for alvor lært, hvad der forstås ved vanskelig poesi: T. S. Eliot, Ole Sarvig etc. (den svenske læser kan selv supplere med svenske navne!). Resultatet er, at Sophus Claussens »dunkle« digte i dag förekommer os ganske dagklare og ligesom nyskabte, friskere end megen lyrik fra i år. For en digter er det naturligvis lidt bittert at måtte vente på sit sande ry, til han har hvilet en snes år under mulde, men for dem, der er med til at genop-dage ham, er det lykkeligt at se ringene brede sig på vandet. Om en af Sophus Claussens lyriske mestre, Emil Aarestrup, har Hans Brix skrevet en stor bog i to bind (Gyldendal, kr. 37:50). Blandt de danske guldalderdigtere er Aarestrup sikkert den, som staar Brix’ hjerte nærmest; han har fremdraget adskilligt nyt stof, deriblandt talrige hidtil utrykte breve, men det mest værdifulde i bogen er alligevel de over-ordentlig fine analyser af de enkelte digte. Som vej leder i at følge et digts tilblivelse og iagttage dets bestanddele er Hans Brix suve-ræn; hans hemmelighed er, at han lever intensivt med i den poetiske skabelsesproces og deler digterens glæde, hver gang noget rigtig lykkes for ham. Nogen gennemgang af årets øvrige kulturlitteratur tillader pladsen ikke, men jeg kan umuligt sætte punktum uden at have nævnt Martin A. Hansens store middelalderlige kul-turbillede »Orm og Tyr« (Wivel, kr. 37:50), som Sven Havsteen-Mikkelsen har illustreret med træsnit i en arkaiserende stil. Den hand-ler bl.a. om brydningen mellem den gamle gudetro og kristendommen, men derud fra belyses vore forfædres livsstil, deres opfattelse af liv og død. Bogen strejfer ind på flere videnskabelige områder, arkæologi, kirkearki-tektur, religionshistorie o.s.v., men er dog ikke et videnskabeligt værk. Den er tænkt som en folkebog og er også blevet det — i så høj grad, at der meget hurtigt måtte trykkes nyt oplag. Skal man til slut karakterisere det forløbne års danske litteratur i de færrest mulige ord, må det blive således: Mange bøger af agt-værdig kvalitet. Få, som rager op i skyerne. Et ganske godt år — bedre end sine nærmeste forgængere. 281