PAUL LA COUR TRE DIGTE Sommerens bløde hornlyd Sommerens bløde Hornlyd tabte sig let bag Skoven, oprejst staar for mit Øje Modningens tavse Ro. Saa pløj mig, pløj mig, driv mig gennem min sidste Förvandling, skænk mig med regnkolde Hænder det sidste kølige Mod. Tag mine Træk. De er længst brugt op. De var en andens. Ingen skal aande bag dem og vente. Fyld mig med Vinter, med Sol og Sne, o Bjerge af Friskhed jeg endnu skal se: Jeg vender ikke tilbage. Nu Nu — paa Grænsen til denne Nat da Løvet gir Af kald paa Træet og Duerne skræmte tier, da Stormen kun er en Skælven, en Stribe paa vore Hjerter, nu mens vi endnu har Stemme, landflygtig paa Barndommens Strande siger jeg dig: en Fløjte har altid sunget klart, omspundet af Stilhed, højt som en uset Kilde siden du lagde din Haands 409