Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Billed-Magazin. ^3
Brød. Hnttdett er oste den sidste Ven,
der bliver Meuuesket tro, og som knn
sorlader ham ved Randen as Graven, der
oste ogsaa salder sammen over den af Sorg
over den evige Adfkillelfe.
Allerede sra eders tidligste Uiigdom,
mitte Veuuer og Veuinder, er Hunden
eders første Legekamerat. Den leger med
eder øaa Gnlvtæøøet i det smukke
Væ-relse og i Græsset i Haven ; deu fittder
stg i alle Eders Ønsker og søier sig ester
alle Eders Luuer. Deu laauer Eder siu
Ryg, uaar J ville soretage de sørste
Ri-deøvelser; med Fornøielse overlader den
sin loggrende Hale og sine brede Ører til
Eders smaa Fingre, og om J endog ølage
den noksaaineget, knitrrer den dog ikke, as
Frygt sor at sorskrække Eder. Den
knn-de let løbe sr^i Eder, men den bliver,
sor-di den forstaaer Eder, fordi den mærker
Eders Svaghed og den Fornøielfe, som
dens Selskab sorskaffer Eder; den bliver,
for at oøfylde sin Bestemmelse, som
be-staaer i at taale Underkastelse, Lidelse og
Slaveri.
Naar J blive større, ere J ikke
sted-se taknemmelige mod disse stakkels
Skab-ninger, som mene det saa godr med Eder.
J mishandle dem øgsaa oste, nden at have
nogen Grund til en saadan Behandling.
De in^t være meget smnkke sor at
erhol-de Eders Gunst. De arme Dyr ere at
beklage, som ikke have Vindspillerens
stan-ke Skabning, ikke Hønse- eller
Jagthnn-dens hvide Silkehaar. Men alle Hunde,
af hvilken Race de endog ere, fortjene
Eders Medlidenhed, ja underriden endog
Eders Agtelse. Den store Dogge, ved
hvis Syn J maaske udraabes ^Fy, deu
sæle Huud trækker om Dagen sin
Her-res Kjærre, som han paa denne Maade
befrier sra dcu største Deel as Møisom-
melighederne ved hans Arbeide og
sorsva-rer om Natten hans Bolig mod Tyve og
Røvere. Dennes gamle, smndsige, store
pndel, som maaske Mange i
Forbigaaen-de søge at bibringe et Slag med en Stok,
er en stakkels Blinds eneste Støtte, eneste
Beskytter. Den anraaber de
Forbigaa-endes Medlidenhed til Bedste sor disse;
den leder ham igjennem Gaderne og
sor-hindrer øaa denne Maade, at den
Hjæl-øeløse bliver sønderknnst as Vogne og
Heste.
Ømendskjøndt tin Hunden paa denne
Maade taaler den sletteste Behandling,
maa J dog ikke tro, at den er seig ;
tverti-mod, den er et meget modigt Dyr, som
imidlertid er sig sin Krafr bevidst og som
knn gjør Brttg deraf ved overordentlige
Anledninger, men fornemmelig sor at
sor-svare sin Herre. Troer ligesaalidt, at det
er Dumhed; thi Hunden er meget klog,
ja den kan endog være ondskabssuld. Jeg
vil sortælle Eder et Exempel, som jeg
erindrer:
Eii Dame, af mit Bekjendtskab,
eje-de en Hnud, som hun havde opsødt øg
som huu holdt meget as; denne hang
og-saa ved stn Herskerinde med eu saadan
Troskab, at man ikke knnde tænke sig
Mn-ligheden as at den sknlde være større. Nn
erholdt Damen en anden Hund til
Foræ-ring; enten nn denne Sidste varsmnkkere
eller var det Nyheden, som lokkede, nok
sagt Damen kjælede sra nu as kun sor sin
nye yndling. Den gamle hensaldt af
denne Grnttd i en fuldkommen
Nedslagen-hed, Sorgeu tog stærkt paa det stakkels
Dyr og det foraudrede sig tydeligt. Eu
af Damens Venner havde Medlidenhed
med Hunden og bad hende overlade fig
den. Hnn var tilsreds dermed og Herren,
som reiste paa Landet, tog den med sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
