Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
422
av før nu, da det kjendtes som om halvt begravede
lag i hans sind medett veltet sig op i lyset, instinkter
og følelser fra en halvglemt fortid reiste sig og pro
testerte — han vilde ikke være det, han vilde faa lov
til at være sig seiv nok og nok for et andet men
neske.
Sammenlignet med det var det smaating at de
reagerte forskjellig mot hin vilje — naaden — som
strømmet imot dem fra tilværelsens urgrund. At den
ene tok imot, følsom, lydhør, fuld av længsel og kjær
lighet, og andre lot sig slæpe med, motstræbende,
gladelig dættende for alle fristelser, men likevel, de
hanglet da med. Han erkjendte det saa klart saa det
var næsten utaalelig, hvad Kirken var — en organisme
med syke og sunde celler som det hemmelige fælles
liv var i, sterkt eller svakt, men det var en forskjel
som liv eller død, enten en var med eller faldt fra. —
Det var al den forskjel som det gjør, enten en er med
i en hær — av gode soldater og glimrende soldater
og mukkere og skulkere — eller en allerede i sin
inderste hemmelige vilje er desertøren. Det er det
samme som at høre sammen med sit folk, førerne,
almuen, de som arbeider og de som snylter — eller
allerede at ha planlagt sin flugt til et fremmed land,
under paatat navn.
Sludder, det har jeg jo aldeles ikke gjort. Jeg vil
slet ikke noget slikt. Jeg kan bare ikke gjøre for at
jeg føler — hjemve efter en tid da jeg trodde at
verden var bare det som jeg kunde se og sanse. Og
mit eget sind, som saa det jeg saa med øinene og
følte det som jeg følte med mine sanser, var det eneste
sind som jeg kunde vite noget om. At alle raen
nesker var midtpunkt i verden for sig seiv —- seiv
naar de gav sig hen med alt de var og hadde og
kunde, for en sak, for et andet menneske, for alle
mennesker, saa var allikevel det eneste visse for os
alle at jeg er jeg. Og at to saanne jeg’er kunde
møtes, som en kopulation av to celler,, bli to sammen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
