Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fra 1848 til 1853 - Særskilt fra Rigsdagen 1850—Marts 1851
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i
422 Særskilt fra Rigsdagen 1850 —Marts 51.
Indgaaelse stadfæstede lian en anden Talers (Mouriers)
Paastand, at virkelig Forældre af religiøse Grunde
kunde ville lade deres Børa høre til et andet Kirkesam
fund, end de seiv hører til: „Saaledes som Verden er —og
som den er skal fremfor Alt Lovgivningen tåge den —
som denne Verden er, saa véd vi, at der kan være mange
Tilfælde og er mange Tilfælde, hvor Forældre, nåar de
skulde folge deres religiøse Overbevisning, vel kunde ønske
a-t høre til et andet Samfund end det, de ved Fødsel og
Vane er kommet til at tilhøre, men at de dog anser det,
ikke for at være saa vigtigt, eller dog saa nødvendigt, at
de derfor gjør Brud paa mange andre Baand, som ikke
engang behøver at være indvortes, men kunne være ud
vortes, og at de derfor meget vel af religiøse Grunde
kunne lade deres Børa, og jeg vil lægge til, har ladet
deres Børn døbe og oplære i Folkekirkens Tro." Grundt
vig vilde forresten stemme imod den hele Lov og mente,
at den indskrænkede istedenfor at hævde, „hvad der
udtrykkelig er hævdet i Grundloven: at Borgerlivet
skal frigjør es fra alle kirkelige Hensyn".
Med Hensyn til Adresser, som var indsendte mod
det Spandetske Forslag til Gudsdyrkelsens Frihed,
fra Lolland og Jylland, hvori der stod, at der ikke
var Trang til større Frihed, sagde han om Underskriverne:
det kan gjerne være, at de virkelig, som de siger, ingen
Trang har følt, eller føler til borgerlig Frihed fra Kirk ens
Tvang, men det kan dog kun være sandt, nåar de virke
lig endnu so ver den sode Sovn, hvortil vor verdslige
Xirkelov har truet hele Folket. Han paaviste ogsaa,
„hvorledes de ~Op vakte- trindt i Landet havde, som vit
terligt, højrøstet erklæret, at de ikke kunde i deres
Saligheds-Sag erkjende nogen verdslig Magt og Myndighed",
og han føjede til, at det var ikke alene dem, men alle,
som var vaagned til aandelig Bevidsthed, og han
nævnte endelig sig seiv, som kun bl ev in de i Folke
kirken af Hensyn til de Tusinder, som havde lyttet til
hans Røst, og blev endda kun, fordi han nærede det
„Haab, at hos det milde, billige og fredelige danske Folk
maatte snart den milde og klare Oplysning om den borger
lige Troes-Friheds Nødvendighed og Retmæssighed gjøre
sig gjældende ogsaa i Lovgivningen-’. Hans veltalende
Foredrag herom blev afbrudt af Bravo-Raab, et Lykke-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
