Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fra 1853 til 1861 - Brevveksling med en kvindelig Konfirmant
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Brevveksling med en kvindelig Konfirmant. 175
som er Bruden. Herved føres vi imidlertid til det klareste
vi kan udtale om vor Saligheds-Sag, at det fra først til
sidst er det levende Guds Ord og den levende Tro der
paa i Hjertet, som i et Fællesskab, os saa uudgrunde
ligt som Kjærligheden, virker og udretter hos os Synds-
Forladelse, Kjøds-Opstandelse og evigt Liv! lad os hvile
deri! da linder Sjælen Hvile og vi bliver dog ved at ar
bejde, ligesom Faderen og Sønnen arbejder indtil nu"
og indtil Alt er fuldført". . . .
Man siger til ,, syvende og sidst", men i denne Række
Brevo faar vi da det otten de og sidste under 28de Okt.
1857 og som jeg tror at burde meddele saa fuldstændigt,
som det findes i Kirketidenden:
Kjære Veninde! ja, naar vi selv er levende, da ei
det en stor Fornøjelse at faa Brev fra levende Mennesker,
saa vi endogsaa tit føler os gladere derved, end ved
Samtalen med dem, fordi Savnet af deres Nærværelse
netop forhøjer Glæden over det friske Livstegn, saa jeg
fornøjer mig ogsaa meget over Brevet, jeg fik fra Dem
imorges med en Aande af Friskhed over sig, som især
fra en kristelig Veninde ret er mig verlerkvægende. Jo,
De kan tro, jeg husker godt den fortryllende Vemod, som
Efteraaret for livsfriske og især unge Mennesker udbreder,
og lader dem føle, det er stolt at kunne leve, mensalting
rundt omkring daaner og dør. Jeg husker godt mig selv
allerede som en lille Purk under de store Valnødtræer,
selv naar det blæste og regnede, og endnu i dette Øjeblik,
da jeg sidder og skriver med de brune Træer og Løvfaldet
for Øje, og selv i Løvfaldstiden, føler jeg godt hvad de
hvisker.
Gud ske Lov! imidlertid, at det i aandelig Henseende
tegner mer til Foraar, end tilEfteraar, thi hvilken Vinter
(jeg plejer at sige — paa vort Hejnordens Billedsprog —
Fimbul-Vinter) vi har haft og har tildels endnu omkring
os, det ser vi ret paa det haarde Hold, som det har med
Folk, der dog vil have Vorherre Jesus Kristus til deres
Frelser, inden de kan linde dem i at soge hans Aand,
og dermed hans Liv og Fred og Glæde i hans Munds-Ord
til os vedDaaben og Nadveren. Dersom vi nemlig troede,
at Guds Søn var endnu at se og høre i Kapernaum og
Jerusalem, og at han der vilde tale det evige Livs Ord"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
