Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fra 1861 til 1872 - Vennemødet 1868
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vennemedet 1868. 611
lige Ting, ja ogsaa indtil Alderdom og graa Håar, oGud!
forlad mig ikke, indtil jeg kan kundgjøre din Arm for
denne Slægt og din Kraft for hver den, som komme
skal." Det er ikke fordi jeg tiltror mig at kunne lægge
Læserne den Tanketraad i Haanden, som gik gjennem
Grundtvigs Prædiken, men gaa den hel forbi kunde jeg
dog ikke, naar Talen er om, hvad vi alle i de Dage delte
med hinanden, saa godt som det var at lytte til Talen
om, at dette Psalmeord var opfyldt og skulde kjendes paa
Herrens Menighed, der i sin Alderdom ikke skulde
svigtes af sin Ungdoms Gud, hvad ogsaa enkeltvis stad
fæstede sig paa Herrens Tjenere i deres Alderdom, saa at
de maatte føle sig drevne til med denne Forjættelse at
trøste og styrke de Yngre; ja selv paa gamleDanmark
skulde det kjendes, skjøndt det ikke havde været oplært
af Herren fra sin Ungdom, at det i sin Alderdom skulde
opnaa en langt større Lykke end det havde kjendt til i
sin Ungdoms-Kraft.
Torsdagen d. 10de Septbr. stod saa Biskop Grundt
vig i den store Forsamling paa St ore Ra vnsb or g. Pastor
C. J. Brandt fra Rønnebæk havde budt Velkommen, og
Psalmen: Talsmand, som paa Jorderige" var afsungen,
og Frygten for, at Grundtvig skulde være for svag, den
blev da grundig beskjæmmet, idet han førte Ordet saa
kraftigt, saa bevægeligt og saa strømmende, at vi
nok maatte sige, at Gud véd at give sine gamle Tjenere
Ungdoms-Kraft, naar de har det mest behov". Og det,
han talte om denne Gang, blev ikke hvad han selv først
havde tænkt. Jeg — sagde han — havde tænkt, at
hvad der i Særdeleshed maatte tales om idag i denne For
samling, var den tilkommende Tid, da Sygdom. som
alt id er Dødens visse Forbud, syndes hos mig at være
nær Forløber og Forvarsel, og jeg betænkde, og det
ikke aden Bekymring, at mine kjære Landsmænd lettelig
faa det Udseende, som om de aandelig var adspredt som
en Hjord uden Hyrde, og vist er det, at kunde jeg bidrage
noget til, at det ikke skulde se ligesaadan ud efter min
Bortgang, da var det ikke mere end min- Skyldighed, og
da maatte det være mit inderlige Ønske at gjøre det."
Men se! jeg føler paa denne Dag, som saa ofte før,
at Herrens Tanker er ikke vore Tanker, at han har be
tænkt det anderledes og byder os fæste Øjet paa det
11. 39*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
