Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fra 1861 til 1872 - 1869 indtil Vennemødet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1869 indtil Vennemodet. 629
desvissere, som vi har havt Fædre og Mødre, der troede
Skrifterne og aldrig med Vidende og Villie nogen Dag for
sømte at læse deres Fadervor i Jesu Navn" og heller
ingen Lejlighed forsømte til at indprænte deres Børn at
gjøre det Samme, thi derved lærte vi dog ingenlunde,
hvad det er at bede i Jesu Navn eller vandt Magt tiL
at vente Benhørelse hos den almægtige Gud, som Børn
hos en kjærlig Fader. Først, da vi igjen fattede Tro
paa denHelligaand som det hos os forblevne him
melske Vidne om Menighedens guddommelige Adkomst
til Faderen med Bøme-Ret og Arve-Ret i Jesu Navn
og fandt i det samme velsignede Navn Vished om Bøn
hørelse. ..." (Eftersætningen er ikke udtørt i den Med
delelse, der faldt mig ihænde.)
Dog, forbigaaes maa heller ikke hvad han 4de Søndag
efter Paaske med Hensyn til sin rimeligvis snart fore
staaende Bortgang sagde til Menigheden ved det Her
rens Ord: Det er Étler gavniigt, at jeg gaar bort, thi
gaar ikke jeg bort, kommer Talsmanden ikke til Eder".
Vel — sagde Gr. om de gamle Herrens Tjenere, som
snart gaar bort — kan vi ingenlunde love Menigheden
at sende den Aanden, da vi selv kun har Aanden som en
Naadegave, men det behøves heller ikke, da han af
Vorherre Jesus Kristus selv er udsendt til hele Menig
heden og aabenbarer sig selv for den. naar den kun
føler sin Trang og sætter sitHaab til Herrens For
jættelse og til A’andens Tjenstvillighed . . . saa at
naar vore Tilhørere betragte og beklage sig som fader
løse, naar vi forlader dem, da røber de netop selv, at de
har glemt den A and, som udretter alt hos os alle og
aabenbarer Enhver af os, hvad som er nyttigt, og da
er det os, som, mod vor Villie, stod dem i Vejen og skyg
gede for Aanden, i hvis Lys vi skinnede. Derfor kan
vi med Sandhed sige til vore Tilhørere: Det er godt og
gavnligt for Eder, at vi gaa bort; thi gik vi ikke bort,
da kom Aanden selv ikke til Eder, men gaar vi bort,
da vil I snart af egen Erfaring lære, at vor himmelfarne
Herre ogsaa har sendt sin egen Aand, San dh edens og-
Naadens Aand, til Eder for at herliggjøre ham og hans
himelske Fader." . . .
— Pintse-Søndag talte han især om, hvorledes
det guddommelige Vidnesbyrd nødvendig krævede det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
