Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
55
uddrevet det «dæmoniske» af hans sind. En
«Byrons-fugl har en Nordhavs-orkan blæst ud
af mit hjerte». Hvad han opsøgte i naturen,
var især det, som stemte til forsonlighed og
sjælefred. Han laante især mildhedens og
harmoniens magt fra naturen, og han laante den
og dens væsener til gjengjæld noget af sit eget
hjertelag. I det skjønne digt «I det grønne»
tror han, at
«der er i denne søde stund
ei draabe gift i ormens mund».
Saa godt-troende vilde neppe Bjørnson have
skrevet om hugormen. Betegnende for
Wergelands trang til at føie naturen som lutter
godhed er hans fremstilling af det skibbrud,
hvorved en jøde blir kastet af brændingen op mod
Norges kyst, men atter revet med ud i dybet,
som om naturen vilde redde ham fra at falde i
hænderne paa det mod jøderne dengang saa
ugjestmilde folk. Ogsaa i digtet «Juleaftenen» er
det menneskene, som er grusomme, mens naturen
er kjærlig og god. For Wergeland var det ikke
naturens magter, som uden medlidenhed dræbte
den gamle jøde og det lille barn. I)et var
menneskenes haardhed, som dræbte dem, mens sneen
derimod tog imod den stakkars gamle saa blødt,
saa blødt,
«som om lian sank i dun
og liflig varme gjennemflød hans aarer».
Og selv i digtet «Hungersnøden», hvor han
klager over, at stjernerne kunde se saa koldt og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
