Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ligegyldig ned paa en mor, som ligger sultende
i sneen med sit lille barn, efterat liun har krystet
ud den sidste melk i brystet og blandet den
med smeltet sne, — selv her, hvor han begynder
med at anklage den livløse natur, kan han ikke
andet end tænke sig ialfald de levende væsener
som medfølende:
«En ulvinde gik rundt hende
med ærbødig ømhed, sænkte
ned sit mørke blik og tænkte
vel paa sine egne smaa.
Arme mose, hvor hun sad,
onskte kun at klove sneen,
række op til moderveen
i sit hvide, bitre blad
fuldt af sødt anrettet fad.
Gentianen gjerne vilde
sine sommerkroner spilde,
blot den kunde skyde straks
op i hendes skjød et aks.»
Det store omslag i det nittende aarhundredes
følelse overfor naturen, som dæmrer svagt i
Wergelands klage over stjernernes ligegyldighed,
og som især efter midten af aarhundredet kom til
gjennembrud i de fleste lande, paa den var
Bjørnson saa at sige grundig forberedt gjennem
sin barndoms realistiske indtryk. Eller rettere:
netop fordi han aldrig havde idealiseret naturen
paa den romantiske maade, gik han fri for den
overdrevne reaktion mod følelsen af naturens
renhed og uskyld. Især efterat Darwin havde
udsendt sin vældige række af beviser for, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
